Årsskrift 2017 Frørenseriet i Klarskov (= Ålekistevej) brændte ned til grunden d. 22. september 1922. Brokkerne blev anvendt til at anlægge viadukten over banen på Dalkærvej i 1923. Arkivet har en lydoptagelse, hvor Erik Jensen (f. 1912) i 1990 fortæller om den voldsomme brand, hvor hans far blev tilkaldt som brandvagt. Det forlyder, at banelegemet blev så varmt, at togene måtte indstille driften. Formandens intro til årsskrift 2017: Jeg er født og opvokset her i Klarskov og bor på adressen Dalkærvej 25. I 2018 kan jeg og min familie fejre, at det er 150 år siden, min oldefar overtog vores ejendom. Han var født i 1826 og fik kun et barn med min oldemor nemlig min farmor. Hun blev født i 1875 og gift i 1898 med min farfar. De fik til gengæld 11 børn, hvor af min far var i midten, han blev født i 1908 og levede indtil 1993. Vores ejendom lå oprindeligt over på den anden side af Dalkærvej lige før viadukten (på Trekanten), hvor Bane Danmark netop har nedrevet et hus i forbindelse med den kommende udvidelse og overgang til højhastighedsdrift. I 1960 blev huset genopført, hvor det ligger i dag. For da jeg var tre et halvt år gammel, brændte vores gamle stråtækte ejendom ned til grunden, fordi min far, Sigfred Frandsen, skulle varme tjære på komfuret. Mine forældre var uopmærksomme i middagsstunden, så gryden kogte over og den flydende tjære satte en voldsom brand i gang den 16. oktober 1959. Når jeg tænker tilbage på det, for jeg husker begivenheden udmærket, så har det været en katastrofe for mine forældre og af flere grunde. Dels var vores ejendom underassureret, hvilket vil sige, at forsikringssummen var for lille til at dække en nybygning af tilsvarende størrelse og stand. Og desuden medførte branden, at min fars virke som landmand på det 15 tønder land store areal delvist ophørte, så han måtte søge arbejde ved siden af og efter en årrække bortforpagte jorden. Vi sov de første par uger efter branden hos bekendte i Klarskov, hvorefter mine forældre lejede sig ind i et landarbejderhus tilhørende Snertingegård i Snertinge (Over Vindingevej 51), hvor vi boede, indtil vi kunne flytte tilbage til Klarskov d. 1. maj 1960. Den for lave forsikringssum skyldtes, at man dengang selv skulle sørge for at hæve sin præmiesum, og det havde mine forældre ikke fået gjort. Alle far talte med om byggeriet sagde, at der ikke kunne blive råd til både stuehus og udlænge, men heldigvis var der er murerarbejdsmand fra Stuby, Ludvig Hansen, der kom mine forældre til undsætning og tilbød at udføre byggeriet mod, at min far selv hjalp til. Ludvig Hansen anvendte det forholdsvist nye materiale gasbeton til opførelsen af huset. Det betød, at ti andre huse her i Klarskov derefter blev opført i gasbeton i de følgende år. Det var en hård omgang for mine forældre at komme igennem hele denne affære med brand og genopbygning, de fik begge store udfordringer, og deres økonomi kom aldrig helt på plads igen. Klarskov er bygget op omkring stationen. Uden den var der slet ikke opstået en by, som vi ser det i dag. Selve banen kom i 1870-71, men det var først, da dobbeltsporet blev anlagt i 1920’erne, at der blev anlagt en viadukt. Før havde man ledvogterhuse, som styrede trafikken over sporene, hvor vejene krydsede jernbanen, disse kunne ligge med blot nogle hundrede meters mellemrum som for eksempel ovre ved Sværdborg. Her boede en ledvogter og hans familie, og det kunne være konen, der styrede leddet en del af tiden. De vidste, hvornår togene kom og sørgede for, at bommen gik op og ned, der kom formentlig blot syv-otte eller måske ti tog i løbet af en dag dengang. Ud over de bevogtede led var der små private overkørsler ved enkelte ejendomme som for eksempel ude ved Tinghøjgård (ud for Tinghøjvej). Og jeg erindrer en gang, hvor en ko blev kørt ihjel, fordi man også skulle sørge for, at kvæg blev drevet den vej over banen. Men i 1923 ændredes flere ting, fordi DSB anlagde dobbeltspor på strækningen og alle ledvogterhuse blev overflødige, idet man i stedet anlagde viadukter eller underføringer. Derved blev vores ejendom adskilt fra jorden med en vej mellem ejendom og marker. Klarskov station var en arbejdsplads, hvor der ud over en stationsmester var to-tre portører og en fast reservemand. Tillige var der et arbejdssjak på seks-otte mand med formand og næstformand, der holdt til i et murstenshus langs Ålekistevej og servicerede strækningen fra Lundby til Vordingborg. De sørgede for, at skinnearealet blev vedligeholdt og holdt ryddeligt. De slog med le, og den gang måtte der ikke være et græsstrå eller en busk inden for hegnet, idet man fra lokomotiverne smed kulslagger ud på banelegemet, hvilket om sommeren kunne antænde småbrande. Så kom der en banearbejder kørende på en skinnecykel fra stationen og slukkede branden med vand eller en branddasker. Der var dengang tre steder, man kunne bo i DSB’s huse på strækningen fra viadukten til stationen, der lå både et banehus samt et dobbelthus. De lå langs stien, der går parallelt med banen, og så var der naturligvis stationen, hvor stationsmesteren boede. De førnævnte ejendomme blev revet ned omkring 1990. Der var ikke adresser på husene før 1970, man fik bare et brev med ’Frandsen, Klarskov, Danmark’ som tilfældet var, når vi fik brev fra farbror i Canada. Der udgik 2 postbude fra Klarskov station, og som det antydes, krævede det stort lokalkendskab at uddele post. Siden min barndom er der jo sket rigtig meget her i Klarskov. Frem til midten af 1960’erne kunne man få alle varer her i byen. Her var Brugs, Tatol, sparekasse, herre- og damefrisør, slagter, cykelforretning, stor tæppe- og møbelforretning og alle mulige håndværksmestre samt handelsgartneri, og samtidig skulle man bare køre til Kastelev eller Over Vindinge Brugs, så havde de sikkert de varer, man eventuelt ikke havde kunnet få i den lokale forretning. I Brugsen havde de jo alt, men i starten havde de ikke køl eller frost, så derfor kørte der mælkemand, bagere og slagtere rundt til folk. Der kørte tre bagere rundt her, vi købte oftest hos ”fællesbageren” dvs. fra Fællesbageriet, det var vist onsdag og lørdag aften. Vi havde tit besøg af fru Jørgensen, der boede længere oppe ad gaden, og da hun lå senere på ruten, hvor der ikke var så stort udvalg, købte hun oftest mazarintærte. Man omgikkes jo folk på en anden måde dengang, fordi der var så mange butikker og samhandel. Det var også inden bilismen gjorde sit indtog, så vi cyklede eller gik. Transport foregik med toget eller med måske med Ernst og Inga, som drev lillebil-forretning i mange år. Det var med et ”rugbrød” og senere div. Ford mini-busser, som kunne tage 10-12 personer. I 1982 lukkede DSB trinbrættet her i Klarskov (stationen lukkede i 1968), der skete en afmatning på grund af bilismens udvikling. I dag er stationen revet ned (2013), den lå for enden af Klarskovvej/Ålekistevej ud mod banelegemet. Indtil 1968 var posten med i togene, og det gav en meget fleksibel postudbringning. Jeg husker som barn, hvordan jeg på min fødselsdag kunne gå ned til stationen ved middagstid og siden ved aftenstid, for at se om mine mostre fra Jylland havde sendt gaver. Jeg tog min legevogn og kørte op ad stien langs sporet for at spørge, om der var noget til ’Frandsens’. Det var en tryg lille verden, vi kom ikke engang til Lundby eller Køng dengang. Jeg kom til København med skolen i 5.-6. klasse, hvor vi kom i Tivoli og Zoologisk Have. I 1. og 2. Klasse kom vi til Nykøbing Falster Zoo, hvor de havde rigtige vilde dyr. En tiger i et lille bur og bjørnegrotte med brune bjørne. En skoleudflugt startede altid på stationen i Klarskov, der var en kvindelig og en mandlig lærer med hver gang. Sværdborg Sogneskole, som er bygget og taget i brug fra 1958, var en grundpille i sognet. Dengang var der syv klasser med cirka tyve elever i hver, der optrådte en enkelt stor årgang i starten af tresserne med parallelklasse. Efter de syv år i sogneskolen fortsatte man på Kirketorvets skole, hvis man skulle i ”realen” eller på Masnedsund og senere Kastrup skole, hvis man skulle i ottende klasse. Klarskov er opstået som udflyttergårde fra Over Vindinge, og det står stadig i matrikelnumrene som Over Vindinge by. Strukturudviklingen, som startede omkring mit fødeår 1956, førte til, at de små gårde ikke længere kunne ernære sig på få tønder land. Min far tog arbejde på blandt andet Paludans planteskole, da vores hus brændte. Der var ansat mange sæsonarbejdere, fordi de især drev skovplanter frem, hvor der skulle ’trækkes op’ til salg i efteråret. Mange af arbejderne blev ’dimitteret’ om vinteren, så fik de understøttelse i en periode. Der var også frugtsortering og naturligvis plukning. Vi kørte ned med en sæk og hentede for tyve kroner æbler om vinteren, fordi vi i flere år intet havde selv på grund af branden. Jeg er glad for mit sted her på Dalkærvej 25, hvor jeg er fjerde slægtled. Min oldefar var både med i tre års krigen 1848-50 og i krigen 1864. Det har en særlig betydning for mig at bo her, så det tænker jeg at blive ved med. Formand for Sværdborg Sognearkiv, Morten Frandsen, 11. januar 2017. Foto fra 1930 (taget af Sigfred Frandsen 1908-1993) af Morten Frandsens fødehjem, som lå på det, der nu hedder Trekanten i Klarskov. Trelænget landejendom med 15 tønder land. Består af stuehus, hestestald, kostald og imellem disse en lo, hvorfra man fodrede henholdsvis heste og køer til hver side. Foran huset står Jens Peter og Johanne Frandsen (1866-1947 og 1875-1951) samt Mortens farbror og faster.

Kort om Sværdborg sognearkiv

Kommunens mindste arkiv blev grundlagt i 1991 af murermester Leif Kørboe Jensen, som boede i Over Vindinge. Han samlede en kreds af interesserede frivillige, lånte et lokale og promoverede arkivet, som i dag har til huse på første sal i OIF huset mellem Over Vindinge forsamlingshus og Sværdborg Friskole. Da arkivet startede registrerede man alle billeder og arkivalier i hånden på specifikke skemaer. I dag bliver elementerne scannet og ført ind i et elektronisk onlineprogram, som man finder via webstedet arkiv.dk : Indgangen til din Danmarkshistorie, som selve websiden hedder. Vi er seks frivillige i bestyrelsen for Sværdborg sognearkiv, men vi vil rigtig gerne høre, hvis du måske har lyst til at hjælpe til med at registrere. Det er vigtigt, at et arkiv overholder reglerne om beskyttelse af personlige oplysninger. I vores arkiv har vi omkring 60 personlige beretninger, hvor af en håndfuld er klausulerede, så de er gemt for offentligheden i 75 år. Ud over hensynet til personlige oplysninger påhviler det arkivet at sikre de indleverede arkivalier på bedst mulig vis, så eksempelvis gamle dokumenter og billeder opbevares i syrefri kuverter. Sværdborg sognearkiv startede oktober 1991 i lånte lokaler på den daværende Sværdborg sogneskole (som i 2003 blev friskole). Dernæst flyttede arkivet i 1995 til Sværdborg, hvor menighedsrådet venligst stillede halvdelen af en forhenværende graverbolig til rådighed. Da denne ejendom blev solgt i 2011, fik arkivet til huse på førstesalen i OIF huset i Over Vindinge. Heroppe er stålreoler til alle kassetter, læg og billeder, og rummet er indrettet med skrivebord til scanner, printer og pc’er. Møder og arrangementer afholdes i stueetagen, som drives af Over Vindinge Idrætsforening (OIF), huset modtager driftstilskud fra kommunen. Hvert år tildeles vores lokalarkiv tilskud fra arkivsamvirket i Vordingborg, hvis leder Susanne Outzen fungerer som konsulent for alle arkiver i kommunen med base på biblioteket i Vordingborg. I Sværdborg sognearkiv er vi stolte af at besidde et par omfangsrige og særartede samlinger i form af den hædrede dyrlæge Nielsens protokoller samt de mange frøprotokoller fra Højvang Planteskole. Førstnævnte var en ildsjæl inden for udryddelse af kvægtuberkulose i begyndelsen af 1900-tallet og sidstnævnte, Højvang Planteskole, har beskæftiget rigtig mange mennesker fra området op gennem tiden, virksomheden var unik i forhold til fremdrift og produktion af skovplanter. Gennem årene er der afholdt forskellige arrangementer i arkivet, hvor flere af de ni afgrænsede landsbyer er blevet gennemgået hus for hus. Hvert år afholdes Arkivernes Dag i november, vi afholder i år dette arrangement på en hverdagsaften: Tirsdag d. 14. november kl. 18.30-20 i OIF huset. Overskriften lyder i år ’Interesser dig for dit område’ og tager udgangspunkt i vores debut på facebook samt den husstandsomdelte folder. Du finder os på facebook via @sognearkiv. Herudover vil formand Morten Frandsen fremvise sin samling af gækkebreve fra 1960’erne. Tirsdag d. 14. november kl. 20 afholder Sværdborg Sognearkiv den årlige generalforsamling i OIF huset, Tinghøjvej 6, 4760 Vordingborg. Dagsorden ifølge vedtægterne, forslag bedes lagt i formand Morten Frandsens postkasse, Dalkærvej 25, 4760 Vordingborg senest 10. nov. 2017. Medlemskab af Sværdborg sognearkiv koster 100 kr. pr. husstand og 50 kr. for enkeltmedlemmer. Pengene anvendes til arkivets drift og herfor aflægges regnskab hvert år på generalforsamlingen. Ønsker du at være medlem, kan du indbetale til arkivets konto i Danske Bank 1551-0007923228, husk at anføre tydligt navn og afsender. Uddrag af interview med Karl Kristiansen, opvokset i Over Vindinge. Jeg er født i 1991, som er det år, sognearkivet blev grundlagt. Min familie bor i den gamle Brugs i Over Vindinge, de flyttede dertil fra København året før, jeg blev født. En af mine tidlige erindringer er, da jeg en dag gik sammen med min lillesøster Julie op af grusvejen mod Barmosegården. Vi sad på et tidspunkt i grøftekanten og kiggede ned mod Snertingemarkvej, hvor vi fik øje på en politibil. Julie spurgte mig, om de fandtes i virkeligheden? Hun troede nemlig kun, de fandtes i fjernsynet. Det siger jo meget om, hvordan det var for os landbørn. Jeg har mange minder fra, hvor jeg gik alene rundt ude i skoven eller andre steder udenfor. Når jeg tænker tilbage, husker jeg det, som om jeg befandt mig hele dage udenfor i naturen. Der var aldrig lukkede veje eller områder dengang, og jeg færdedes i alle haver og på alle veje her omkring den gamle Brugs i Over Vindinge. Jeg sad oppe på gårdspladsen ved Barmosegården med mit staffeli og malede som 9 årig. Og jeg kan se og huske alle forskellene, der er fra dengang. Mange gange følte jeg, at jeg var rendt lidt hjemmefra, men jeg var måske bare blevet lidt længere ude, end jeg havde fået lov til. Jeg havde valget mellem at være hjemme og være social i min store børnefamilie eller være ude på opdagelse alle vegne. Der var ikke rigtig andre jævnaldrende børn i landsbyen, som jeg legede med, før jeg kom i skole. For det var sådan meget opdelt, så man kun legede med dem, man var på alder med, kan jeg huske. Da jeg kom i skole, var der en stor vandpyt i skolegården lige foran indgangen til børnehaveklassen. Og den tissede jeg i og fik skældud over det, for det måtte man ikke. Men jeg tænkte slet ikke over, at det var forkert. For der var jo vand i forvejen, så det ville fordampe, og når jeg rendte rundt ude omkring, så tissede jeg vel bare ude i naturen. Vi var fem søskende, men min ældste søster Mai var så stor (= 6 år ældre), så hun var nærmest en helt anden liga over for mig. Jeg var gode venner med min bror, Anton og mine søstre, Julie og Amanda. Her i landsbyen var der grisefest og generalforsamling og andefest hvert år, det var bare noget, vi børn elskede. For til de arrangementer mødte vi nogle børn, vi ikke ville have mødt ellers. Jeg har masser af minder fra de møder både i Tirsdagstræf oppe på skolen og så var der et komsammen ovre ved gadekæret også på tirsdage, det var fedt. Man kunne få lov at drikke to røde sodavand og få en vaffelis til sådan en fest. Vi børn drønede rundt udenfor, vi legede og lavede alt muligt, mens vi ligesom havde sat de voksne til pasning indenfor. Og grisefesten husker jeg med alle mulige konkurrencer og de kulørte lamper, der blev tændt, når det blev mørkt. Vi legede fuldt ud sådan en aften, hvor der var nogle fremmede børn, som nok var børnebørn eller anden familie til dem, der boede i landsbyen. Man legede med vished om, at det var nu, det gjaldt. For man sås nok ikke igen, og så var det jo bare om at få det bedste ud af det. Jeg bor i København nu, men der er en verden til forskel på den landlige fornemmelse, jeg oplevede dengang. Jeg var altid tryg her på landet og slappede af. Det gør jeg ikke på samme måde, når jeg går rundt inde i byen, hvor jeg føler, man må være opmærksom på sig selv ude i blandt byens mennesker. Så jeg er helt klart indstillet på, at jeg skal vende tilbage engang igen, fordi jeg savner landet indimellem. Den smukke omskiftelige natur, som kan være helt enkelt bare skyformationer, som man ikke kan se i byens afgrænsede rum. Det er lidt som om, man tager til København for at hente noget og kommer tilbage, når man har fundet det. Derudover synes jeg ikke, det er gået godt i Vordingborg kommune, siden jeg var barn. Jeg gik for et par år siden i gågaden og talte mellem tyve og tredive tomme butikker, det var jo lidt sørgeligt. Omkring alle de foreninger, der var i min barndom, kan jeg sige, det har været rigt. Men jeg har fornemmelsen af, at mange af de gamle traditioner er stoppet. Hvor laug er blevet til facebookgrupper, og det kan jo både være godt og dårligt. Jeg ønsker ikke at være sådan en gammeldags type, der ikke velkommer nye tiltag. Men jeg tænker, det er synd, hvis folk sidder med hver deres store fjernsyn hjemme og ser film i stedet for, at de mødes med deres medboere. Jeg ville gerne gå i retning af den kollektive tanke, så man var en flok venner, der flyttede ind i en død landsby og fik lavet alt det, vi godt ville. Og det kunne også være mere spredt, så man arbejdede og byggede bånd på tværs og kørte lidt oftere hen til hinanden. For man går jo ikke bare ind til naboen, som måske er gammel og træt. Men jeg vil ikke flytte herned for tidligt, så det skal være, når man har brug for det og har tid og lyst til det.

Klarskov station, beliggende Ålekistevej 30, fotograferet lige før nedrivning i 2013.

Uddrag af interview med Anne Hansen, Klarskov Jeg bor i huset på hjørnet af Dalkærvej og Håndværkerstræde. Mit hus er bygget i 1931 af blandt andre Kaj Jacobsens far, det ses oppe på husets allerøverste store bjælker, hvor deres navne er mejslet ind. John, min mand, var skorstensfejer og blev tilbudt en stilling hos skorstensfejer Åge Nielsen i Vordingborg, og en dag han kom hjem - vi boede dengang i Slagelse - sagde han: Nu har jeg købt et hus i Klarskov, og det er et pænt stort hus. Vi flyttede ind nytårsaften 1971, for handlen var først lige gået i orden nytårsaftensdag. Min far og mor var med, da vi kom hertil, men de sagde slet ingenting. For alting var helt utrolig gammeldags, og intet virkede. Her i køkkenet stod et kæmpe brændekomfur, men huset var iskoldt, og selvom vi smed brænde på husets kakkelovne, hjalp det ikke stort, for det var ikke isoleret nogen steder. Jeg tænkte, hvordan skal det dog gå med to små børn. Den første vinter lod jeg børnene blive længe i sengene med deres legetøj, mens jeg proppede brænde på den lille brændeovn i soveværelset ovenpå. Lige da vi flyttede ind, ville jeg sætte en kaffemaskine til, men den fik alle sikringerne til at ryge. Vi tilkaldte en elektriker, og han forbød os at røre ved noget elektrisk, for der lå tørvestrøelse oppe på loftet, som de gamle stofledninger lå og gnistrede i. Jeg husker, hvordan min svigerfar stod og savede det gamle hønsehus op til brænde tredje nytårsdag, så vi kunne holde varmen. Hvad er det dog for et hus, du har købt til os, sagde jeg til min mand. Vi gav 86.000 kr. for ejendommen, og huset passede til den økonomi, vi havde dengang. John fik smeden til at lægge centralvarme ind i huset allerede den næste vinter. Men jeg tog ud og gjorde rent hos folk, og jeg har også arbejdet på Paludans planteskole i perioder. Vi kunne godt leve af Johns løn som skorstensfejer, men de ting vi ellers ville have, måtte jeg ud og tjene penge til. Efterhånden kom vi begge to ind i foreningslivet. Vi spillede dilletant og mødte der en masse mennesker. Det var så skægt at være med til dilletant i forsamlingshuset, vi hyggede os vældigt. Alle de sjove episoder vi har oplevet både på scenen og bagefter over en kop øl eller kaffe. Og der var fuldt hus, når vi spillede, den allerførste gang mødte der 220 mennesker op, så vi måtte have tilladelse fra brandvæsnet. Stykket var skrevet af Axel Jacobsen (= lokal forfatter og landskabsmaler), det var i 1980’erne og 1990’erne, vi spillede deroppe. Så kom jeg ind i bestyrelsen for forsamlingshuset i 1988, hvorefter jeg var med i næsten 20 år. Det blev lavet om til nøglehus i 2004, indtil da havde vi forpagter. Jeg lavede mange ting oppe i forsamlingshuset, hvor jeg tit også var med til at afløse og servere for Michael, den faste forpagter. Jeg synes, at når man bor i sådan et område som her, har man en forpligtigelse til at holde det i live. John kom i bestyrelsen for vandværket i 1988, og den hænger jeg faktisk på endnu som kasserer. Dengang gik vi rundt og opkrævede penge hos brugerne, men i dag er systemet jo helt anderledes, selvom der er dog stadig arbejde at udføre med det. Hvis der er en dag ikke er en dråbe vand i hanen, så har jeg straks alle mulige i røret: Nu er der ikke noget vand igen! Og så prøvede jeg en gang at sige til manden, som ringede: ’Jeg kan altså ikke gøre noget ved det, men hør nu her – der løber jo en å lige neden for dit hus, kan du ikke bare gå ned med en spand -’ og så begyndte vi begge to at grine. Det med vandværket var faktisk meget godt for mig, for selvom jeg i tidernes morgen blev uddannet som kontorassistent på Næstved Tidende, så havde jeg jo ikke brugt det i en årrække. Nu er vi kommet rigtig godt i vej med vores bylaug, som blev stiftet i 2007. Der bliver arrangeret faste arrangementer i løbet af året, og der er rigtig god deltagelse fra beboerne her i byen. Jeg synes, det er vigtigt, vi husker at invitere og støtte alle de ældre, der også bor her. Foto af Annes hus på Dalkærvej 21 i Klarskov. Billedet er taget i 1990, hvor Vordingborg kommune registrerede alle ejendomme opført før 1960. Sværdborg sognearkiv er i besiddelse af disse billeder, hvor der ud over foto også er angivet SAVE værdi (bevaringsværdi) og andre tekniske detaljer. Uddrag af interview med Kai Manley Jakobsen, Klarskov Jeg blev født i 1934 i København på Bellahøj, fordi far arbejdede i København, det var trange tider i 1930’erne. Min mor var fra Vordingborg, og far var fra Klarskov. Der var slet ikke noget arbejde dengang først i 1930’erne, så min far var også med nede og bygge i Strassbourg i Frankrig. De var nogle stykker, der rejste derned og arbejdede. På den tid var det om at rejse efter arbejdet. Men ellers var han ikke en mand, der gjorde sig bemærket, han ville helst bare passe sig selv. Vores slægt udgår fra Over Vindinge, Peter Jakobsen var min farfars bror som boede Over Vindingevej 1 og Karl Jakobsen boede Over Vindingevej 10, hvor i dag Ruth og Ole Larsen bor. Min farfar byggede huset i Klarskov 1911, Håndværkerstræde 5, men inden den tid boede de oppe i det gamle Havehuset i Sværdborg, hvor min far har fortalt, at Sofie Nielsen (f. Ingvorsen, hun levede 100 år i Sværdborg sogn) kørte med ham i barnevogn. Vi gik i skole i Kastelev, og vi gik derhen i tre år. I første klasse gik jeg 1 år og så var der 2. klasse, hvor jeg gik i to år. Og så kom vi i store skole, der var jeg et halvt år, men så kom jeg på Lundby Realskole. Og det var min farfar, som bestemte det, han var meget glad for mig. Jeg tog 2. real, og så kom jeg hjem i lære hos min farfar. Det var udmærket, men han var jo en speciel person for at sige det rent ud. Han havde nogle ideer, og dem skulle man altså ikke lave om på. Et eksempel var at jeg skulle på teknisk skole som dagskole i Næstved. Men så rendte jeg og pjattede for meget med sport om aftenen, og så kunne jeg ligeså godt gå på teknisk skole i Vordingborg om aftenen, mente han. Så han fulgte mig ret så tæt, men det sagde mine forældre ikke noget til. Min farfar stod for tømrerarbejdet på sogneskolen. Jeg kom i lære i 1949 og var udlært i 1953. Jeg var også med til snedkerarbejdet på ombygningen i forsamlingshuset, det var Kaj Pedersen fra Grumløse, der havde tømrerentreprisen. I sporten lagde vi sammen mellem Sværdborg boldklub og Klarskov boldklub i 1953. Jeg spillede med i det hele – håndbold, fodbold og gymnastik, vi spillede næsten hver dag i ugen. Og vi spillede turneringer både lørdag og søndag. Den gamle fodboldbane blev anlagt allerede under krigen, hvor det var arbejdsløse som var med, og jeg husker, der blev kørt jord på med tipvogne. I 1952 blev der lagt nyt græs på, for det var dårligt, men jeg tror, den blev indviet i 1950. Jeg kan huske, at da forsamlingshuset blev bygget, da havde vi ikke rigtig noget sted at være. Men så inviterede fru Adamsen os ind at drikke kaffe i forsamlingshuset. Jeg var glad for mit arbejde og blev tømrermester efter min far i 1978, han overtog efter farfar i 1958, da han døde. Jeg fortsatte med idrætslivet indtil 1996, men jeg havde også siden 1970 involveret mig i skolenævnet og blev i 1971 formand for fritidsnævnet. Jeg sad i sognerådet fra 1967 og var med i sammenlægningsudvalget forud for kommunesammenlægningen. Min farfar havde været politisk aktiv for de konservative i det gamle sogneråd, men han nåede ikke at opleve mig som kandidat for Det Radikale Vestre, for jeg kom først ind i 1970, hvor jeg blev stillet op, det var lidt en tilfældighed. Men både min far og mor var radikale, det var alle små håndværkere på det tidspunkt. Vi børn rendte altid ude og legede, vi spillede utrolig meget bold. Vi spillede næsten altid fodbold med sådan nogle kludebolde, som de syede henne på værkstedet (= Gunnar Petersens madrasfabrik på Klarskovvej). Når den ene så var slidt op, så fik vi en ny og vi spillede bare på sådan en græsmark her ved Håndværkerstræde. Og vi spillede rundbold og legede to mand frem for en enke, vi kunne godt være en tyve stykker i alle aldre. Men der er ikke nogen tilbage af dem, jeg voksede op sammen med, for ikke en eneste blev her i området, og de fleste er faktisk døde. Der var tre skoler i Sværdborg dengang, der var Sværdborg, Kastelev og Snertinge, og vi kendte ikke en eneste af dem, der gik på en anden, det var helt adskilte verdener. Det var først, da vi mødtes senere oppe på banen eller i forsamlingshuset. Som ungt menneske kom vi jo i forsamlingshuset, der var generelt to baller i huset, idrætsforeningen havde et hver måned. Vi kom og dansede, der kunne komme 300 mennesker hver gang, det var mest de unge mennesker. Den største aften vi har haft, da havde vi 500 mennesker, og det var, inden der var blevet bygget om, men da blev vi også skældt ud af politiet. Det var The Stones – drengene Stig og Ebbe Pedersen og en kvindelig sangerinde samt endnu en, tror jeg. Den ene spillede klaver og den anden slog på tromme. De havde en sort sanger med (= Nat Russell), og han sang den der vuggevise af Louis Armstrong, da var vi over 500 mennesker i huset. Det var idrætsforeningen, der stod for arrangementet, men der var vært på. Vi drak kun øl og så kaffe. Sådan mødtes vi til baller, og hele sommeren tog vi til håndboldstævner, hvor der også var bal bagefter. Der var næsten altid en slåskamp til bal, men jeg har aldrig selv brugt at slås. På Lundby kro havde Stenfors (= kromanden) lavet til ude i hestestalden med halm på gulvet, så kunne de gå derud og slås. Så ændrede tingene sig til sidst i idrætsforeningen, da de åbnede diskoteker i byerne, dem kunne vi ikke hamle op med. Luftfoto af Sværdborg sogns forsamlingshus, som i dag hedder Over Vindinge forsamlingshus beliggende Tinghøjvej 8. Billedet er fra omkring 1950, før skolen blev opført på grunden forrest i billedet, og før Kaj var med til den store ombygning i per. 1951-52. Bemærk bygningen bag ved som husede retirader og hestestald.

Uddrag af interview med Ebbe Stig Pedersen, tidl.

Klarskovvej 74.

Jeg voksede op i en meget tryg ramme som yngste søn af Gunnar og Else Pedersen. Min farfar og farmor var Peter Laurits Pedersen og frue Anna; han var stille og arbejdsom, mens hun var mere udadvendt og livlig. De boede på Klarskovvej 75 næsten lige over for vores hus, og min farmor blev den første telefonbestyrer for KTAS i området. Min farfar var uddannet sadelmager og møbelpolstrer, han stammede fra Køng, hvor hans far levede af et husmandssted. Mine forældre stod sammen i ægteskabet, hvor min far drev sin sadelmager- og møbelpolstrervirksomhed, som gennem mange år havde 7-9 medarbejdere ansat. Her blev produceret madrasser i mange år, de blev fyldt med krøluld, og under krigen husker jeg, hvordan man høstede tang på en bestemt årstid, som blev lagt til tørring på et markstykke ude bagved, inden det blev brugt som fyld. Der blev uddannet mange møbelpolstrer på værkstedet, og hver af arbejderne havde sin specialopgave at løse. I en periode i 1960’erne fik min far ordren på levering af madrasser til militæret og havde 70 til 80 personer beskæftiget med det arbejde. Et af mine tidligste minder fra min barndom i Klarskov handler om, at vi børn gik ude på vejen og ventede på mælkemanden. Vi mødtes på hjørnet af Dalkærvej og Klarskovvej, og så kom Corfitzen, mælkekusken, med sin lukkede vogn, hvor der var hullet til mælkejungernes taphaner, og så kom folk med fade og kander for at købe mælk. Vi børn var nok meget forskellige, men i vores leg var vi ens. Vi rendte rundt i et trygt landsbyrum og legede. Vi kunne finde på at gå ind på min fars værksted og få et stykke kvadratisk pap, som vi satte en kæp på som greb. Med denne skilt-formede tingest gik vi hen på banen, hvor der var store kastanjetræer. Og i mørkningen dukkede mange oldenborrer op, de fløj mellem løvet på det store træ. Vi baskede dem med papskiltet, så de faldt til jorden. Og så puttede vi dem i et glas, så vi kunne sælge dem til en mand, som boede nede på Dalkærvej, vi fik ganske lidt penge ud af det. Og vi kunne få en stofbold, som blev syet af svendene på værkstedet, den spillede vi fodbold med på brugspladsen og stationspladsen. Jeg har flere gode venner fra min yngste barndom i Klarskov. Min storebror Steen og jeg var ikke så tæt knyttet dengang, han havde sine venner og jeg mine. Men da han begyndte at spille klaver, han gik til klaverundervisning i Vordingborg, købte mine forældre en tromme til mig, og så blev der spillet i hjemmet. Det udviklede sig på den måde, at min bror, hans skolekammerat, som sang, og jeg begyndte at spille sammen, og vi havde vores første spillejob til naboens sølvbryllup. Min bror samlede trådene i samspillet og allerede, da jeg var 15 år, var gruppen etableret som Stones Band, og vi fik det første store spillejob ved byfesten ” Paris i Præstø”, hvor vi blev optaget til TV. Efterhånden udviklede vi samspillet og fik en guitarist i bandet, vi kaldte os nu Four Stones. Det største arrangement i lokalområdet var til et af Overvindinge Idrætsforenings arrangementer, hvor vi akkompagnerede sangeren Nat Russel. Det var en rigtig god oplevelse, hvor vi først lyttede over telefonen, mens han sang de numre, han skulle synge, og vi prøvede at ledsage ham musikalsk. Det gjorde vi et par gange – øvede pr. telefon, og så kom han herned, og vi gjorde det i fællesskab i forsamlingshuset. Det var en stor succes, og der kom så mange, at de slet ikke kunne være inde i forsamlingshuset alle sammen. Gennem tiden samlede vi nogle forskellige amatør talenter, som vi tog med ud til vores arrangementer over hele Sjælland og Lolland Falster, og som underholdt publikum, når der var pause i dansen. Vi havde blandt andet en lille dreng, som kunne efterligne Louis Armstrongs måde at croone på med stemmen, og han kom med os ud og spille. Så sad han ved siden af mine trommer og fik lov at synge 2-3 numre under vores optræden. Der var hver gang lagt et program med forskellige indslag: Et søskendepar som sang, vi havde en pige som dansede på rulleskøjter samtidig med hun havde en hulahopring i gang og mange andre forskellige solister, som fik en god oplevelse foran et publikum. Det var vores mor, Else, der styrede kalenderen og indgik vores aftaler i weekenderne, så hele min tidlige ungdom blev udfyldt med musik. Vi øvede nye numre hver onsdag og var ude at spille hver lørdag og somme tider også fredag, så jeg sov som regel det meste af søndagen. Vores forældre gav os lang snor til musikken men forlangte, at vi skulle passe vores lærepladser, så i al den tid vi spillede, drak vi kun sodavand og kaffe. Jeg så ikke meget til venner udover bekendte fra musikken, men der blev dog lidt tid til fodbold i ny og næ. Jeg fik ikke tid til at dyrke kærester, for jeg sad jo hele tiden og spille trommer. Efterhånden som vores musikalske popularitet voksede, fik vi da også en god ekstraindtægt ved at spille i Four Stones. Musikken sluttede for mit vedkommende den 28. februar 1962, da jeg den 1. marts blev indkaldt som soldat på Bornholm. Efter endt soldatertid læste jeg til teknisk assistent og senere til ventilationsingeniør og arbejdede et år på Island, hvorefter jeg flyttede til Næstved. I dag er jeg bosat i Karrebæksminde med min kone. Jeg husker tydeligt alle beboerne og husene i Klarskov. Smed Christoffersen, som var vores nabo, han lavede sådanne beslag til at lægge på heste. De blev sortmalede inde i en ovn på værkstedet, jeg kan se alt det sorte hænge på værkstedet og tørre. Der boede en dame, fru Petersen ved siden af Mejerihuset. Hun truede efter os børn, så det var klart at vi allerførst gik på æbleskud i hendes have. Hun var måske ikke så slem, men det blev hun i vores opfattelse, det er sjovt at tænke på. Sådanne små glimt af dagligdagen fra tiden i 1940’erne og frem til slut 1950’erne står lyslevende for mig. Vi børn blev draget mod stationen i Klarskov, hvor vi kunne stå og betragte togene. Når banearbejderne var gået hjem, kunne vi gå op på læsseperronen. Jo, barndommen i Klarskov var en rigtig tryg periode. Foto fra ca. 1942. Mælkekusk Corfitzen lader tre børn sidde på bukken: fra venstre Elvin (barber Nielsens søn), Joan (fra Tatol) og Ebbes storebror, Steen. Bagest i billedet ses huset, som var Kai Jakobsens barndomshjem, Klarskovvej 68. Uddrag af ’En rundtur i Sværdborg sogn’ v. Herman Rasmussen 1990. Sværdborg sogn var indtil 1970 en selvstændig kommune, en godt middelstor landkommune, som i 1970 sammen med flere andre kommuner blev sammenlagt med Vordingborg kommune. Men sognet består stadigvæk både i kirkelig henseende og ved ejendomsbetegnelse, hvor hver ejendom har matr. nr. med angivelse af by og sogn. Sværdborg sogn har et areal på 2.743 ha, hvilket er ca. 3.000 tønder land. Indbyggertallet har svinget en del gennem årene. Ved en folketælling i 1880 var der 1354 indbyggere i sognet. Dette dalede en del til 1906, hvor der kun var 1223 indbyggere, som befandt sig på 84 gårde og 184 huse. Omkring 1910 kom der udstykning, således at der blev oprettet en række små landbrug, de såkaldte parcelliststeder, ligesom nogle af de huse, som i forvejen havde lidt jord, fik tillægsjord. Dette bevirkede, at ved folketællingen i 1925 var indbyggerantallet steget til 1399, og dette antal holdt sig nogenlunde til 1950, hvor der var 1387 indbyggere, som befandt sig på ca. 80 gårde, ca. 80 mindre landbrugsejendomme og ca. 190 huse. Nu i 1990 er indbyggertallet faldet til mellem 1000 og 1100. Sværdborg sogn består af 9 landsbyer og inden for det kommunale, hvor vi havde skattelister og folkeregister m.v., om disse landsbyer i en bestemt rækkefølge, og når vi nu tager en rundtur i sognet, følger vi den kommunale rækkefølge. I forbindelse hermed må jeg oplyse, at jeg er ikke født i Sværdborg sogn men i nabosognet Lundby. Jeg kom dog allerede fra ganske lille hos mine bedsteforældre i Neble, hvor jeg selv kom til at bo fra 1932 til 1988. Men allermest lærte jeg nok sognet at kende i 1950 til 1958, hvor jeg havde hvervet som sognerådsformand og senere i en 8 årig periode som kommunal vurderingsmand til ejendomsværdi sammen med Ebbe Petersen, Skaverup, hvor vi kom rundt i hele sognet, og særlig i sommerhusområdet. Herman Rasmussen gennemgår alle 9 landsbyer i Sværdborg sogn, her medtages kun Klarskov og desuden Remkolde: By nr. 6, Klarskov er den eneste af de 9 landsbyer, som ikke er særskilt matrikuleret men hører under Overvindinge, og det var først i 1918, at den officielt fik navnet Klarskov. Da der i 1906 kom holdeplads (= togdrift) ved Klarskov, skete der efterhånden en del bebyggelse, og der blev station, hvorfra der udgik 2 postbude. Senere blev det igen kun til holdeplads (= trinbræt), og også den er forsvundet, ligesom postvæsnet er kommet under Vordingborg. Tidligere var der adskillige virksomheder og forretninger i Klarskov, som i dag næsten alle er forsvundet. Langt tilbage frørenseri, afholdshotel og fodtøjsfabrik. Endvidere seletøjbeslagfabrik, 2 cykle- og radioforretninger, brugsforening, slagteriudsalg, Tatol, møbelforretning, filial af sparekassen SDS, vognmænd, sadelmagere, tømrere, snedker, maler, murer, smed, ejendomsmægler, hjem for evnesvage, telefoncentral, barber og damefrisør. Det er hvad jeg husker, og nu er der kun enkelte håndværkere og et par forretninger tilbage (= 1990). Vi fortsætter ad Ålekistevej og passerer sognets største vandløb, amtsvandløbet Næs Å, og når til By nr. 7, Remkolde, som er sognet industrikvarter. Her har vi Paludans Planteskole, som i mange år har beskæftiget en del mennesker og af nyere dato lysfabrikken (= nuværende lagerhotel v. Næstvedvej), som også beskæftiger mange mennesker. Her ligger Remkolde andelsmejeri, som hørte til landets største, og var et af de mejerier her i Sydsjælland, som fungerede længst, men er nedlagt for en del år siden og blev købt af Buko. Til Remkolde hører også Hellevad, hvor man tidligere havde mølle og bageri, ligesom der i mange år var dyrlæge i Remkolde. Herman Rasmussen, som blev 100 år og levede det meste af sit liv som landmand i Neble, har holdt flere foredrag om områdets historie. Arkivet er i besiddelse af såvel hans skrevne som hans indtalte bidrag. Foto fra kommunens registrering af ejendomme i 1990 af det forhenværende afholdshotel i Klarskov beliggende på Ålekistevej over for stationspladsen. Sværdborg sognearkiv har med denne pamflet fokuseret på Sværdborg sogns største landsby, Klarskov. Derudover rummer vores landsogn endnu otte afgrænsede landsbyer: Sværdborg, Over Vindinge, Snertinge, Remkolde, Skaverup, Kastelev, Neble og Svinninge. Vi glæder os til i de kommende år at kaste et blik på disse. Har du lyst til at hilse på os og se arkivet, er du hjerteligt velkommen til Arkivernes Dag, som afholdes d. 14. november kl. 18.30-20 i OIF huset, Tinghøjvej 6 (mellem friskolen og forsamlingshuset). Ring til formand Morten Frandsen eller arkivleder Marianne Kristiansen, hvis du har spsm (kontaktinfo her under). Du kan også spørge via facebook: @sognearkiv – så kommer du til siden Sværdborg sognearkiv. Med varme hilsner fra bestyrelsen Morten Frandsen, 2029 3606 mortenrfrandsen@gmail.com Marianne Kristiansen 2985 0944 movervindinge@gmail.com Karsten Hansen 5598 1068 stendalsvej4@outlook.dk Bente Ruberg 4717 0330 benteruberg@hotmail.com John Nielsen 4030 4568 jbn4750@gmail.com Thomas Jørgensen (sup.) 6040 4861 thomasibrugsen@gmail.com Denne pamflet er trykt hos Partnerprint i Vordingborg i 500 eksemplarer og husstandsomdelt i Sværdborg sogn i oktober 2017. Billeder på bagsiden: Det øverste er indleveret til Sværdborg sognearkiv og desværre uden afsender. Trods ihærdige anstrengelser er det ikke lykkedes os at sætte navn på sted eller personer på billedet. Hvis du genkender en af personerne eller mener at genkende den karakteristiske bygning i baggrunden, vil vi meget gerne høre fra dig. Hvis du kunne tænke dig at købe dette billede i plakatformat, kan du bestille via kontaktinfo herover (pris ca. 100 kr.). Nederste foto fra 1925 viser arbejdere, der anlagde dobbeltspor for DSB mellem Lundby og Vordingborg station.