Sværdborg Sognearkiv Tinghøjvej 6 4760 Vordingborg

Årsskriftet 2020 omhandler Frede Trentemøller f. 1911, som var uddeler i Sværdborg Brugsforening per. 1940-65. Ud over at være en nøgleperson i Sværdborg by huskes han for sin finurlige legende tilgang til livet. Frede Trentemøllers datter Sanne (= opr. Kirsten) har beskrevet sin far så fint, og hendes beretning danner basis for årsskriftet. Tak til Sanne Andersen for det velskrevne indlæg samt for de gode billeder! Frede Trentemøller, uddeler i Sværdborg Min far, Jens Frede Trentemøller, var uddeler i Sværdborg Brugs fra ca. 1940 til 1965. Han blev født i Nakskov i 1911. Far havde en ældre bror Børge og en ældre søster Esther samt en lillebror Thorkild. To af min farmor og farfars børn døde, før de var blevet et år. Familien boede i en dejlig patriciervilla med god plads til de fire børn, hvoraf min far og i endnu højere grad Thorkild var fuld af spilopper, mens min ældste farbror var mere sindig. Min farfar var en initiativrig mand, som havde mange hverv. Han førte bl.a. regnskaberne for flere godser og havde kontor i underetagen af huset, hvor der til min fryd var ansat to kontordamer, der skrev på Remington skrivemaskiner og havde høje hæle på, selvom de var på arbejde. Farfar var også auktionarius (heste og kvæg), og hans auktioner var meget søgte også af folk, der ikke skulle købe, for han var en utrolig humoristisk mand, der fik latteren til at runge gennem auktionshallerne. Jeg overværede en auktion, da jeg var 11 år. Far havde lokket min grandkusine og mig til at tage toget til Maribo. Han sagde, at så ville farfar nok invitere os ud på frokost bagefter. Det gjorde han nu ikke. Han havde andre aftaler, men min grandkusine og jeg blev ikke skuffede, for farfar var utrolig morsom selv for to 11-årige piger. Jeg har arvet farfars auktionshammer - et meget kært minde om en fantastisk farfar. Min farmor hed Jensine, fordi min oldefar havde håbet, det blev en Jens, hun var den sidste af fire piger. De boede i Ring og havde i en periode kunstmaleren L.A. Ring boende i et lille aftægtshus til gården. Ring fattedes ofte penge, når han skulle betale husleje og tilbød at betale med malerier i stedet, men det skulle min oldefar ikke nyde noget af. Penge vidste man da, hvad var. Det morede far sig meget over at fortælle. Min farmor stod for husholdningen sammen med ’den unge pige’, Ebba, som blev hos dem i 43 år. Ebba mødte en mand, da hun var i slutningen af 50’erne. Han hed Luther, og arbejdede på Nakskov Sukkerfabrik. Mine bedsteforældre var meget glade for, at Ebba havde mødt en god og reel mand, og Ebba blev til fru Luther Larsen efter et år. Min faster og jeg cyklede altid ud og besøgte Ebba, når jeg var på sommerferie i Nakskov. Farmor var en sand mesterkok med skåneærmer a la Kirsten Hüttemeier, og hele familien glædede sig til det overdådige frokostbord, hun og Ebba altid diskede op med. Farmor var desuden en dame med stor kærlighed til sine medmennesker, og den evne havde min far arvet fra hende. Min farmor døde et halvt år efter min konfirmation. Farmor og farfars hjem var et meget muntert hjem med mange gæster. For at forstå hvorfor far blev den spasmager, han var som voksen, er lidt baggrundsviden nok nødvendig. Farbror Thorkild var så absolut den sjoveste at høre om, syntes jeg som barn. Min farmor fortalte, at hun en dag sad og broderede ved karnapvinduet, da Thorkild kom ’svævende’ udenfor. Han havde fået to kammerater til at hejse sig ned fra altanen med et reb om maven. Min farmor blev selvfølgelig chokeret, hvilket også var meningen. På et tidspunkt skulle en flyvemaskine lette fra en mark ved Nakskov. Thorkild havde spurgt, om han måtte tage ud at se det, men da det var meget tidligt om morgenen, havde han fået nej. Det stoppede nu ikke Thorkild. Han aftalte med en kammerat, at han skulle komme og vække ham klokken 5 om morgenen ved, at Thorkild bandt et langt stykke sejlgarn om sin storetå, smed snoren ud af vinduet og gik i seng. Kammeraten kom som aftalt klokken fem, og Thorkild vågnede, da han rykkede i snoren, og de fik set flyet lette. Som syvårig var Thorkild blevet uvenner med sine forældre, hvorfor han resolut tog sin cykel, som på det tidspunkt kun havde én pedal, og så cyklede han mod Sjælland. Målet var hans moster og onkel på ’Egholm’ i Kastrup. Der var han på ferie hver sommer. Storstrømsbroen var ikke bygget, og hvordan han er kommet med færgen over - uden penge - står hen i det uvisse, men han var en meget charmerende dreng, så det har nok hjulpet ham. Der blev naturligvis straks ringet til Nakskov, da han dukkede op. Min farmor og farfar var tit på besøg hos ’postmesterens’, som var deres naboer. Når far og farbror Thorkild fik lov at lege nede i posthuset, yndede de at sidde ved det sted, hvor brevene blev smidt ind, og i det øjeblik de intetanende brevskrivere løftede klappen, råbte de BØH! Andre gange hev de i brevet, så det nærmest blev revet ud af hånden på de chokerede mennesker. Over for deres hus lå et lille anlæg med bænke, hvor de fine enkefruer mødtes for at snakke om aftenen. Far og Thorkild skræmte dem ved at gemme sig bag nogle buske og pludselig springe frem med hvide lagener over hovedet og lommelygter som øjne. En anden ureglementeret ting min far var med til, var med min farmors fulde billigelse. Når familien havde været til en god middag, og min farfar havde fået lidt for meget vin, sagde hun altid bestemt: ’Nu sætter du dig om bagi, Marius, så kører Frede bilen.’ Min far var kun 13 år gammel den første gang. Min farmor så et stort lys i min far, og køre kunne han. De tre drenge i familien Trentemøller fik en realeksamen, kun min faster blev student. Far ville gerne have været pilot, men han kom i lære hos købmand Lund i Maribo. Han brugte sine friaftener på at bygge en kajak, som han havde meget glæde af på Maribo Sø. Far blev indkaldt til livgarden. Det var en tid, han ofte fortalte om. ’En gang garder, altid garder,’ sagde han, når han eksercerede med mig. Jeg elskede at lege garder med ham. Han fortalte, at han havde haft den flotteste bjørneskindshue, fordi hans hoved var så stort, at huen næsten ikke var brugt. En dag skulle han og en anden garder klippe en hæk på Rosenborg Slot. Det var dejligt sommervejr. De fik så den ide, at de kunne lægge sig på græsset og klippe op i luften. De vidste, at deres overordnede gik på den anden side, men pludselig fornemmede de, at nogen stod og betragtede dem - og ja, det var den overordnede. De kom hurtigt op at stå ret og fik en alvorlig reprimande men ingen yderligere straf. Farbror Thorkild blev også garder, og far holdt meget af at fortælle om dengang, han var i København og gik en tur ned ad Strøget. Pludselig så han farbror Thorkild, som var ordonnans, komme kørende med to piger på forsædet i officerens åbne bil. Thorkild opdagede far og slog ud med hænderne med et stort grin. Det var også ved den lejlighed, at far opdagede, at Thorkilds strømper var ret hullede. Far gav ham penge til at købe nye strømper for, men da de skulle tage afsked, spurgte Thorkild, om far havde noget imod, at han brugte pengene på at gå i Vivex i stedet for. Det morede min far sig meget over. De to brødre havde ikke det at være ’spilopmagere’ fra fremmede. Min far fortalte flere sjove historier om min farfars gøren og laden. Mens min farfar gik på Landbohøjskolen, skulle der komme fint besøg af en svensk professor, så der var sat en karaffel portvin og nogle glas frem på et bord. Min farfar og en kammerat kom forbi, og sørme om ikke de to studerende formastede sig til at gå hen og tage et stort glas portvin, inden de gik videre. Min far gik på Andelsskolen i Middelfart i et år. Der fik han en kammerat, der ligesom far havde lyst til at komme ud at rejse. De to cyklede ned gennem Tyskland, Holland, Belgien og landede i Paris, hvor den største oplevelse var at komme op i Eiffeltårnet. Hans kammerat ville hellere spare de penge, det kostede, og det forstod min far ikke. Far har fortalt mig og vores to børn utallige historier fra den cykeltur samt fra en anden cykeltur, han var på rundt i Danmark med en fætter, da de var børn. Vores børn har elsket at høre de historier ligeså meget, som jeg gjorde. Far kom til Sværdborg Brugs i slutningen af 30’erne. Han overtog brugsen efter fru Hansen, som var blevet enke nogle år tidligere. Hun blev efterfølgende centralbestyrerinde i Lundby. Da far var ungkarl, måtte han ansætte en husbestyrerinde til at klare det huslige. Han ansatte min mor, der efter et ophold på Snoghøj Gymnastikhøjskole havde været ung pige i huset på Fyn og i København. Der gik vist ikke lang tid, før de to blev forelskede i hinanden. De blev gift i Hårlev kirke i september 1941. Min mor kom fra en gård i Hårlev med en børneflok på seks. Alle var meget gymnastikinteresserede, og flere af dem rejste ud i verden med Niels Buck og senere deres børn med Flensted Jensen. På den måde fik jeg en amerikansk tante med danske aner. Min morbror forelskede sig i hende i Chicago og bosatte sig efterfølgende i Wisconsin. Min morbror og far var ’to alen ud af èt stykke’, så det var altid en fest, når min morbror og tante var ’hjemme’. Min farbror kom og hjalp min far i brugsen det første år. De to brødre var nært forbundne. Senere da min farbror var blevet købmand i Holbæk, ringede de til hinanden hver aften efter kl. 20. Da kunne man tale sammen gratis i tre minutter. De havde begge et ’telefonur’, som de startede, når forbindelsen var etableret. Uret ringede 10 sekunder, før de tre minutter var gået. Så blev der sagt farvel, vi tales ved igen i morgen. Min far og min faster ringede sammen hver søndag. Det skulle ikke gå så hurtigt, så mor og jeg fik også lov til at tale med hende. Min faster, der var ugift, holdt altid jul hos mine forældre efter min farfars død. Hun var en ualmindelig skattet faster, som tog mig med på ferier, da jeg var barn. Vi var bl.a. på cykeltur til Ærø og på ferie i Italien, da jeg var blevet konfirmeret. Far havde forberedt mig på, at vi skulle til opera i Verona. Det havde jeg frygtet, men det blev en kæmpe oplevelse. Jeg blev født i januar 1945 på min mors 30-års fødselsdag. Mor havde haft et par tidlige aborter, inden jeg blev født, så jeg var en kærkommen fødselsdagsgave. Brugsen var et herligt sted at vokse op, der skete altid noget, og vi børn kunne løbe at lege hele dagen, uden vores forældre vidste, hvor vi var. Hanne Christensen og jeg cyklede i ’Lunden’ - en lille skovtykning på vejen, der gik forbi Neble Mølle. Vi havde kiks og saftevand med og havde nogle herlige stunder der. Vejen gennem Sværdborg var børnenes legeplads, der kom sjældent biler, oftere hestevogne, men hvis et af børnene havde genkendt en bestemt motorlyd, blev der råbt: ’Antonsen kommer - Antonsen kommer!’ og så fór vi ind på fortovet, for nu kom Antonsen i sin bordeauxfarvede Citroen. Antonsen var landbetjent og boede i Lundby. Ham var vi bange for, vist mest for hans bryske fremtoning. Vi legede ofte foran brugsen, hvor der var plads til at køre ’dørtræk’ rundt om Esso-benzinstanderen. Vi lavede flapper af pap, som blev sat fast på egerne med en trætøjklemme, og så lød det grangiveligt, som det var et motorkøretøj. Først for nogle år siden fandt jeg ud af, at ’dørtræk’ er en fordanskning af det engelske ’dirt track’. Helt fra jeg var 7 - 8 år fik jeg lov til at styre bilen, når vi skulle hjem fra Nakskov og Hårlev (min mors fødeby). Jeg blev altid meget køresyg, men det hjalp at koncentrere sig om at køre. Far havde jo selv kørt bil som 13-årig, så han havde ingen kvababbelser; men jeg skulle dukke mig, når vi mødte en bil. Jeg fik nok en meget atypisk opdragelse med stor frihed. Jeg fik lov til at være længe oppe hver aften, inden jeg kom i 1. klasse. På det tidspunkt var der kun tre skoledage om ugen, så aftenen før fridagene fik jeg også lov til at være længe oppe. Far syntes, det var om aftenen, han havde tid til at være sammen med mig. Ofte var han dog i gang med regnskaberne, men ikke når der var ’Weekend- hytten’ med ’Snøvle-Sofie’ eller hørespil eller det, han holdt mest af: ’20 spørgsmål til professoren’. Min mor sad og reparerede tøj og stoppede strømper, hun stoppede sågar viskestykker. Mor og jeg spillede ofte loppespil, men det syntes far var SÅ kedeligt. Far og jeg klunsede og spillede “effen eller ueffen”. Det var der også ofte kunder, der gjorde i butikken, man havde ikke så travlt dengang. Om sommeren blev der ofte banket på vores køkkendør, og så stod der et barn og spurgte: ”Kommer Trentemøller ud at lege?” Det gjorde han tit. Han morede sig vist lige så meget over legene som os børn. Om vinteren fik vi af og til lov til at lege i forretningen (den gamle). Så blev der lukket en lem i disken, og så var der ‘én der var’. Vedkommende skulle så fange de andre, som måtte hoppe op over disken med mange blå mærker på skinnebenene til følge. Når det gik særligt vildt for sig, satte far en bænk op ad disken, så man kunne rutsche ned ad den. Den blev duppet med børnepudder, så gled man ekstra stærkt. Når vi havde ’eksamen’ i skolen, kom skolekommissionen og hørte på. Jeg var altid meget nervøs, men bagefter var det en fest. Alle børn havde fået rigeligt med penge til at købe slik i brugsen for, og så legede både lille klasse og store klasse sammen, det var meget stort. ’Eksamen’ var virkelig et af skoleårets højdepunkter. Der var stor forskel på forældrenes økonomiske formåen, hvad jeg aldrig tænkte på undtagen netop til eksamen, hvor der var nogle få, der ikke havde så mange penge at rutte med, men jeg var så heldig at have en far, der kunne fikse ulighederne angående slik, så ingen opdagede noget. Jeg var meget glad for at gå i skole og syntes, lærer Elm var den bedste lærer, man kunne ønske sig. Han havde stor forståelse for børn, der kom fra trange kår og for dem, der havde lidt svært ved at lære. Han både bandede og spiste wienerbrød (mange) i klassen. Det troede jeg var meget normalt, indtil jeg fortalte min legekammerat i Nakskov, hvordan undervisningen foregik i en skole, hvor man gik i skole hver anden dag. Hun var vildt chokeret og gik ind og fortalte sin mor om det. Ved skoleårets begyndelse havde far bestilt sutsko hjem i forskellige børnestørrelser. Så gik vi alle i brugsen og fik sutsko til det nye skoleår. Hvert barn fik hjemme broderet et motiv eller syet en knap på skoene, så vi kunne kende forskel. Fastelavn var også virkelig sjovt at opleve. Et år blev optoget anført af et kongepar til hest. Det var Johanne fra Neble og hendes kæreste. Mange andre var også til hest. Bagefter kom “Pinollikop”, som far altid kaldte ham, jeg ved ikke hvorfor. Han var klædt ud som klovn og havde ombygget en lille barnecykel, så den havde saddel og styr i voksenhøjde, det var meget fint lavet. Han boede i Neble (= Grumløsevej 32) og var mekaniker. De to personager, der udviklede sig til at være de sjoveste, var Arvid, den lokale meget dygtige tømrer - og Martin. De var klædt ud som henholdsvis kvindelig og mandlig skærsliber. Da de havde fået ’så hatten passede’, satte de sig på fortovet og optrådte på slap line imellem øllerne. Jeg kan huske, jeg havde ondt i maven af grin, da jeg kom hjem om aftenen. Den største begivenhed i Brugsen i mine øjne var, når juleudstillingen skulle laves. Det var dog kun legetøjet og marcipankonfekten, jeg var interesseret i. Far og jeg havde været på juleindkøb i FDB i København forinden, hvor far købte ind, og jeg brugte det meste af tiden på at køre op og ned med elevatoren. Fantastisk opfindelse syntes jeg. Vi gik altid ud at spise efter juleindkøbet. Et år var vi også i teatret, hvor vi så ’My Fair Lady’ med Osvald Helmuth, Gerda Gilboe og Mogens Wieth. Jeg kan huske, det var meget spændende, om Gerda Gilboe kunne klare rollen, som hun måtte overtage et par dage før premieren. Ingeborg Brams blev syg, og så overtog Jeanne Darville den, og så blev hun også syg. Gerda Gilboe blev meget rost for sin rolle. Under forestillingen var jeg bange for, at far skulle besvime. Der var meget varmt på balkonen, men far ville ikke lægge jakken. Det gjorde man ikke dengang. Når varerne var kommet hjem, og juleudstillingen skulle sættes op, var far, kommis’en og lærlingen som små drenge. Far og Jørgen Bach kappedes om at være den første til at få det mekaniske legetøj til at fungere. Udstillingen var bygget op med trappetrin i en pyramide. Øverst stod nikkedukken, som normalt havde kjole og hvidt på og boede på loftet, men til jul var han julemand. Han kunne trækkes op i ryggen, og så begyndte han at nikke og bevæge underkæben, så det så ud som om, han hilste på kunderne. Under pyramiden havde far lavet en tunnel, hvor hans Märklin-tog kørte. Far var et stort legebarn og gav sig selv en ny ting til togbanen hvert år i julegave også efter, mine forældre var flyttet til Nyråd. Der var bomme, der gik ned, når toget kom, stationsbygning, signaler og alt, hvad der hørte sig til en togbane. Man bestemte selv farten ved hjælp af en transformator. Hvis man kørte for hurtigt i svingene, røg togvognene af. Far havde fået tiltusket sig en rigtig stationsforstanderkasket til mig. Det syntes jeg ikke om, den var jo alt for stor, men det syntes far bare var sjovt. Heldigvis kom mor mig til undsætning, så jeg blev fri for at have den på. Juleslikket var et kapitel for sig. Jeg var mest interesseret i marcipanstykkerne med lag i 3-4 farver og marcipangrisene, som jo var tidens mandelgave. Der var også pebermynter, fyldte chokolader og `flæsk` Alt i løst vægt. Julemåneden var en meget travl tid. Oven i det gængse arbejde med at veje sukker, mel og alt muligt andet af skulle der også laves godteposer til juletræsfesten i Over Vindinge Forsamlingshus. Jeg husker ikke hvor mange, men det var rigtig mange poser, der skulle fyldes med godter. Èn gang om året var der ’opgørelse’. Forretningen blev lukket, og bestyrelsen kom og talte hele varelageret op. De havde selv frokosten med, men om aftenen lavede min mor oksesteg med krølfedt, kartofler og brun sauce. Et år havde hun fundet på at servere hjemmelavede franske kartofler til. Det var ikke noget, man kunne købe i en pose dengang. Det er ikke en overdrivelse at fortælle, at det skabte stor begejstring, og efterfølgende ’forlangte’ bestyrelsen altid menuen med franske kartofler til. De blev lavet aftenen før. Efter kartoflerne var skrællet, skulle de skæres på et slags mandolinjern, lægges i vand for at trække melet ud, tørres i viskestykker (de blev vasket og genbrugt næste år) og så steges i en stor gryde med olie. De blev lagt på brunt papir til affedtning. Før serveringen næste dag skulle de en tur i ovnen, så de var varme og sprøde. De smagte himmelsk, men hvad min far og jeg altid så mest frem til var, at mor til sidst kogte endestykkerne, som så blev til en slags pommes frites, uhm! Og når far sagde, at de var bedre end de pommes frites, han havde fået i Belgien, strålede mor, selvom uret havde passeret 23, og hun var dødtræt. Det var en tilbagevendende oplevelse for mor, den unge pige og mig at høre de højrøstede herrer i spisestuen pludselig blive helt stille, når maden blev serveret. Vi stod og ventede på det hvert år og måtte passe på ikke at fnise højt. En af min fars sjoveste historier var den om Tange, Thorkild og kasseapparatet. Tange var uddeler i Grumløse og ville gerne sælge sit kasseapparat, og da min farbror stod og manglede et til sin købmandsforretning i Holbæk, var det nærliggende at købe Tanges. Thorkild og Tange kendte ikke hinanden på det tidspunkt, så far bildte min farbror ind, at Tange var lidt missionsk og derfor ikke drak øl. Til Tange sagde han, at Thorkild helt var holdt op med at drikke noget med spiritus i, så det var bedst Tange også tog en sodavand. Da de mødtes i Grumløse Brugs, kom Tange anstigende med en øl til far og en sodavand til farbror Thorkild og sig selv. Da far havde drukket sin øl, sagde han, at hvis de ikke havde noget imod det, ville han gerne have en øl mere. Det var helt i orden, men de skulle ikke have en sodavand mere. Der gik vist ikke så lang tid, så kunne far ikke holde masken mere, og kasseapparatet blev købt med en øl til hver. En anden gang var Tange, farbror Thorkild og far taget til boksekamp i København. Efter kampen havnede de på en beverding i Nyhavn, hvor der var liv og glade dage. På et tidspunk begyndte de tre at snakke om, at det jo var forfærdeligt, at de var taget først til boksekamp og så i Nyhavn for menighedsrådets penge, når meningen var, at de skulle have købt et nyt orgel. Far spillede præst, hvilket han illuderede meget godt. Mor fik en gang et brev fra ’Gjørup og Andersen’, som var adresseret til pastor Trentemøller, Sværdborg. Selvom de omkringsiddende ikke var helt appelsinfri, begyndte de dog at tale lavmælt og blev mere lyttende og ret forargede, især da de tre sagde, at nu var det vist på tide at finde et hotel, for de kunne jo ikke køre hjem i deres berusede tilstand. Sværdborg gamle brugs, som jeg ikke kan huske, hvornår blev bygget om, var noget hyggeligere end den nye, men der fulgte jo nogle praktiske forbedringer med ombygningen samtidig med, at noget forsvandt. Inden vi fik bygget om, havde vi ikke badeværelse eller træk og slip, der var kun et das i en sidebygning. Min far fortalte, at han først var begyndt at ryge, da han kom til Sværdborg Brugs og skulle tømme latrinspanden. Han var ved at kaste op, men røgen fra cigaretterne ’overdøvede’ lugten lidt. Både min far og mor kom fra hjem med ’både klaver og badeværelse’, så det må virkelig have været en omvæltning for dem, men jeg hørte dem aldrig klage. Inden ombygningen havde vi et stort loft til alle de ting , vi førte. Der var alt fra gummistøvler, spisestel, sikringer, vandkander, potter og pander osv. Der var også et lager til korn og foderstoffer. Ved ombygningen blev der indrettet to værelser til kommis og lærling plus et badeværelse. Vi fik ligeledes et badeværelse. Inden da fik jeg bad hver lørdag i en zinkbalje, som mor fyldte med varmt vand fra Morsø-komfuret. I den gamle brugs kunne man købe kjolestoffer, undertøj, natkjoler, strømper, strikkegarn, synåle og mange andre ting foruden de gængse kolonialvarer. Der var også en lille trælasthandel knyttet til brugsen. Far havde lavet nogle vinger, der kunne sættes på begge sider af disken i den gamle forretning, så disken blev til et bredt bord. Vingerne blev sat på, når hele familien kom på besøg, og så blev der dækket op der. Der blev også sendt bud efter Oline, som var sognets kogekone. Far og jeg kørte op og hentede hende i Klarskov. Hun havde den mildeste, lave røst og altid smilende øjne. Jeg elskede, når Oline skulle lave maden. Hun var en lille dame, der både kunne lave mad og snakke med mig på én gang. Hun havde altid hjælp af den unge pige, men alligevel var det en stor bedrift at lave mad til så mange. Oline havde lagt et kniplingslommetørklæde ind i mit konfirmationstelegram. Det er aldrig blevet brugt men har været et dejligt minde om et meget fint menneske. Inde i forretningen var der to store kaffemøller, som malede den kaffe, der røg ned i to skuffer. Bagved var der en hylde med kaffeerstatning, Rich’s og Danmark. I Richs-pakkerne var der billeder, man kunne lime ind med melklister i et album. Der stod en tekst i albummet under billedet. Jeg samlede bl.a. på Askepot og Pinocchio. Far brugte en vognmand, som hed Axel, han kørte en lille lastbil. Axel boede også i Sværdborg. Jeg tror mest, det var varer fra trælasten, han kørte ud med. Vi havde også vareture, hvor kundens bestillinger blev skrevet ind i en lille sort bog. De blev samlet ind nogle dage før vareturen. Varerne blev pakket i nogle kasser, der kunne stables i bilen. Det var Axel, der kørte vareturene, indtil far fik en varevogn. Vaskemaskiner var ikke hvermandseje dengang, så far købte to ’Ferm’ med vridemaskine, som vi lejede ud og bragte og hentede. Jeg kørte tit med, når vi skulle til Grumløse, Snertinge, Neble, Over Vindinge og Kastelev. Jeg var et meget privilegeret barn, for jeg havde mange voksne omkring mig. De ’unge piger’ var jo mine nærmeste efter min mor og far. Den første unge pige, vi havde, var Yrsa. Hende kom jeg hele min barndom på ferie hos i Mern. Hun var gift med Otto, som arbejdede på Høvdinggården. Yrsas far og mor havde passet mig som ganske lille, når mor og far skulle til noget, hvor jeg var for lille til at komme med. De hed ’Jens Larsens’ og var utroligt kærlige mennesker. Jens Larsen var bror til Hans Larsen, og han og Marie var vores naboer. Jeg kom rigtigt meget hos Marie. Hun bagte franskbrød næsten hver dag, og hun havde nogle skønne tykke arme med ’smilehuller’ i, og de kunne bare ælte, de arme. De kunne også hive små piger op af brønde. Jeg var faldet i brønden, da jeg var to et halvt år. Marie hørte min gråd og kom og hev mig op. Jeg havde været helt hysterisk og sparkede og slog hende, fortalte min mor. Jeg kan ikke nævne alle vores piger, men én havde en hel unik forståelse for børn. Hun hed Inger, og jeg elskede hende. Hendes forældre havde et lille husmandssted ned ad en vej på højre hånd, når man kørte mod ’Krumholm’. Inger var helt utrolig god til at digte og fortælle historier, og så kunne hun synge de sørgeligste sange. Jeg efterspurgte ofte nogle sange, der var så sørgelige, at jeg kunne komme til at græde. Den sang, jeg husker bedst, var: ’I en sal på hospitalet, hvor de hvide senge står...’. Når Inger havde sunget første vers, sad jeg allerede og snøftede. De sørgelige historier digtede hun selv. De involverede altid et barns eller en mors død. Inger havde ingen kommode, så min mor og far købte en til hende i julegave. I hver skuffe lagde de noget, hun manglede. Det var den jul, hvor jeg skulle starte i 1. klasse om sommeren. Jeg fik en ualmindelig grim, brun plastikskoletaske i julegave af min mor og far. Jeg blev meget skuffet, men Ingers julegave til mig reddede det hele. Hun havde strikket et hvidt uldsæt med hæklede røde kanter til min yndlingsdukke. Der var både trøje, bukser og kyse plus en rød kjole. Jeg kan ikke mindes en julegave, jeg er blevet mere glad for. Ingers far ’tipsede’ af og til, og jeg husker med gru, at han engang vandt et virkelig pænt beløb, men så kunne far ikke finde tipskuponen, som var blevet indleveret til brugsen. Vi skulle til familiefrokost om søndagen, og far var bange for, at den skulle blive stjålet (vi havde lige haft indbrud), så han fandt et genialt sted at gemme den. Men da vi kom hjem, lå den ikke, hvor han troede, han havde lagt den. Han ledte og ledte. Det er den eneste gang, jeg kan huske at have set min far oprevet. Det var ganske forfærdeligt. Først da han gik i seng ud på natten, fandt han den. Han havde lagt den ned under sålen i sin ene sko, hvilket han først kom i tanke om, da han tog skoene af. Mor og jeg blev vækket, og så fejrede vi den gode nyhed - og Ingers far fik udbetalt sin præmie. Lissi Jacobsen (gift Henriksen) var en meget dygtig pige, som også var med i forretningen, tror jeg. Hun kom, da jeg var noget ældre. Jeg spurgte tit, om jeg måtte komme med ind at snakke på hendes værelse, som lå lige ved siden af mit. Det må have været irriterende, men Lissi sagde altid ja. Vi snakkede så hyggeligt, og jeg var fascineret af, at hun vaskede sit ansigt med sæbe på servanten, for jeg blev altid vasket med rent vand, fordi jeg fik eksem af sæbe. Lissi kom en gummielastik om håret, så det ikke blev vådt, for så begyndte det permanentede at kruse. Meget smart, syntes jeg. Jeg kan også tydeligt huske, da hun blev kæreste med Christian. Mor og Lissi gik til gymnastik sammen i Over Vindinge i flere år. Da jeg var omkring 14 år, var Ingrid (Savskærer-Christians datter) ung pige hos os. Hun var også meget dygtig, hun kunne steppe og optrådte gerne sammen med Ebbe fra Klarskov ved Frydensbergs afdansningsbal i forsamlingshuset. Mange havde tilnavne dengang. ’Sypigen’ syede min mors og mit tøj, til jeg var 8-9 år. Hun boede i Lundby sammen med sin mor og lille søn. De boede på 1.salen i ’Poul Post’s hus ved viadukten. Poul Post var postbud i Sværdborg. Han spiste for øvrigt sin frokost hver dag i forretningen. Så sad han på en taburet med sin madkasse og hyggede sig. ’Silde Bents’ far cyklede rundt og solgte sild. ’Øl-Martin’ kørte ud med øl og boede i Lundby, dér boede også Lyn-Ole, der var kørelærer og altid kørte meget langsomt, ’Smede-Karen’ var smedens kone, ’Keesten’ hed Kirsten, ’Frederik Fladben’ var en repræsentant, der havde ualmindeligt store fødder og ’Urmageren’ for blot at nævne nogle af dem. Der fandtes mange originaler dengang. Den fineste var ’Urmageren’, som hed Larsen til efternavn. Han boede alene efter sin mors død, og jeg tror ikke, han fik rigtig mad efter den tid. Han kom flere gange om ugen med sin firkantede spånkurv og købte øl. Man fik kurven med i kælderen, fyldte den op - og meget vigtigt - dækkede godt til med det stykke brune papir, han måske havde fået flere måneder før. Alle vidste selvfølgelig, at Larsens kurv var fyldt med øl, men der var ingen grund til at skilte med det. Jeg kan huske, papiret blev helt krøllet, blødt og læderagtigt, men det skulle ikke udskiftes, før det var ’tjenligt til det’. Hvert forår kom Urmager Larsen og gravede vores urtehave den ene dag og rev den den anden dag. Det var et kunststykke, han afleverede. Aldrig har jeg set en, der kunne rive som han. Ikke en jordklump var der, og stykket var helt lige. Jeg kan huske, at min mor næsten syntes, det var synd at gå ind på stykket, når hun skulle så og plante urtehaven til. Urmageren så frem til den årlige begivenhed, for så spiste han hos os. Han var en meget tynd mand, men han spiste i lang tid - og nød det: ’Vi behøver jo ikke at skynde os, ingen af os skal nå toget’ sagde han ofte. Han fik resterne af maden med hjem til næste dag. Urmageren var ulasteligt klædt. Blød mørkegrøn filthat, jakkesæt og hvid skjorte. Dog ikke når han skulle grave have. Far var noget af en vovehals og til tider dumdristig. En sommer var vi på Møn og stod og så på Sommerspiret. Vi kravler derover, sagde han. Han først og jeg bagefter. Det var helt forrykt, men jeg var ikke bange. Det blev min mor, da hun opdagede os kravle derudad. Mor var rasende, og bagefter indrømmede far, at det ’nok’ havde været lidt for vovet. Til min 7-års fødselsdag, som blev holdt om sommeren, kravlede far op på Sværdborg kirkes kirketårn for at tage et billede af os piger, der forinden var blevet lagt i et syvtal på vores græsplæne. Kirketårnet skulle renoveres, og derfor var der sat et stillads op, og far havde fået lov til at komme derop af murerne. Da vinklen ikke var helt god, kravlede far ud på tagrygningen og tog billedet! Når mor og jeg skulle til Næstved med toget for at købe nyt tøj, kørte far os til Lundby Station. Ofte var mor ikke færdig til tiden, så nogle gange kørte vi om kap med toget. Vi kunne følge det fra Sværdborg til Lundby, og hvis far kunne se, vi ikke ville kunne nå det, kørte han til Lov Station eller Ring Trinbræt, og så nåede vi det alligevel. Jeg syntes, det var vildt spændende, og heldigvis var der så få biler på vejene, at jeg aldrig mindes, vi mødte nogle. Far legede altid med os til mine sommerfødselsdage. Det største hit var, når han proppede os ind i DKW- varevognen og kørte slingreture til Lundby eller Over Vindinge. Vi røg frem og tilbage bagi dog uden at komme til skade. Der var ikke noget at holde fast i, og det føltes sådan lidt Tivoliagtigt. Han optrådte også som tryllekunstner, hvor han kunne stikke en synål gennem hovedet, ind i panden og ud af nakken! Vi skrev også ord på små sedler, der var foldet sammen, så han ikke kunne se, hvad der stod. Så tog far en seddel, gned den mod panden, og så kunne han sige, hvad der stod på sedlen. Da den blev åbnet, var det rigtigt, hvad han havde sagt. Far havde for øvrigt en kasse med alskens spøg og skæmt og rekvisitter til at lave tryllekunster med. Der var også en bog med alle mulige finurlige opgaver, som han brugte til voksne. Min mand, Torben, blev udsat for flere opgaver den første gang, han var med mig hjemme. Så vidste han ligesom, hvad han gik ind til. Far havde altid øje for, om nu alle børn følte sig tilpas. Til en af mine fødselsdage havde en pige, der var noget ældre end mig, fået nylonstrømper på. De gik selvfølgelig i stykker. Hun blev meget ulykkelig, for hun vidste, hun ville få skæld ud, når hun kom hjem. Jeg skyndte mig ind til far, og fortalte ham, hvad der var sket. Han sagde med det samme, at jeg bare skulle sende hende ind i butikken, så fik hun et par nye nylonstrømper, og det ville hendes mor ikke opdage. Far var ikke god til at læse op. Det var mor derimod formidabel til. Hun læste hele ’Niels Holgersens Forunderlige Rejse’ op for mig som godnathistorie. Mor var meget betaget af Selma Lagerlöf, hvis hus ’Mårbacka’ vi også besøgte, da vi var på ferie i Sverige. Der var ikke andre end os, så kustoden tog sig god tid til at vise mor og far rundt. Mor var helt eksalteret bagefter. Jeg kunne ikke forstå hvorfor. Far var derimod god til at citere. Han kunne huske store dele af Ibsens ’Terje Vigen’. Han citerede 1. vers og genfortalte så resten, indtil han citerede sidste vers. Citatet fra Sven Duva: ’Ett dårligt huvud hade han, men hjärtat, det var gott’ var nærmest fars valgsprog. Det brugte han meget. Far var ligeglad med, om folk var rige eller fattige, kloge eller mindre begavede. Det, der betød noget, var, om de var ordentlige mennesker. Min far lyttede meget til klassisk musik og havde mange grammofonplader. Jeg kan huske, at Hannes forældre havde en landbrugsstuderende fra Korea, der hed Kim. Han var meget glad for klassisk musik og kom flere gange ind og lyttede til fars plader. Så sad han mutters alene i stuen og lyttede til musikken. Han var lidt af en sensation for os børn, for han kunne ikke cykle, men da han fik det lært, cyklede han fra Sværdborg over Storstrømsbroen og tilbage igen. Noget af en præstation. Mor og far havde nogle lykkelige år i Sværdborg, men de var ikke forskånet for store sorger. Mor fødte en dreng, der døde under fødslen. Han var meget stor og burde være taget med kejsersnit. Mor fik ikke lov til at se ham, fordi han var så trykket. Far så ham, da han lagde ham i den lille kiste og begravede ham på Vordingborg Kirkegård dagen efter fødslen. Jeg har altid troet, at det skete, da jeg var i 3-års alderen og kan kun huske, at min mor kom hjem fra sygehuset og var ked af det. Tiden efter kan jeg slet ikke huske. Anne fra arkivet har hjulpet mig med at finde ud af, at fødslen i virkeligheden skete, da jeg næsten var 5 år, så det er mærkeligt, at jeg intet husker. Det er også underligt, at man aldrig snakkede om det i den nærmeste familie eller vennekreds. Jeg tror opfattelsen var, at hvis man ikke talte om det, glemte man det hurtigere. Da jeg var omkring 12 år, faldt min mor ned ad kældertrappen og slog hovedet mod en jernbeholder. Hun fik åbent kraniebrud og var syg længe. Efter ulykken blev mor mere grådlabil. Far var den rolige, faste klippe, men han var ikke god til at tale om følelser. Det var mor meget bedre til. Jeg kunne lige så godt lade være med at sige, at jeg var nervøs for den og den eksamen, for far ville bare sige, at så var det jo, fordi jeg ikke havde læst nok på mine lektier, og så var den samtale slut. Mor var meget mere forstående og god at snakke med i den henseende. Far arbejdede altid. Også i weekenden, men om søndagen kunne han nogle gange sove til kl. 13. De dage cyklede min mor og jeg til Udbyskoven, så far kunne få fred. Mine forældre holdt kun sommerferie to gange. Den første gang var vi i Sverige, da jeg var fire år og anden gang i Norge, da jeg var 8 år. Turen til Norge foregik i vores folkevognsrugbrød, som far havde bygget om til en ’campingvogn’ med hessiankøjer, som kunne rulles sammen om dagen. Sadelmageren i Klarskov havde syet dem. Jeg sov på motoren bagest. Vi havde en pragtfuld tur. Vi skulle egentlig have været op til Midnatsolens Land, som far altid har drømt om at opleve, men mor og jeg fik desværre en skaldyrsforgiftning, så vi lå underdrejet i fire dage. Derfor nåede vi ikke at komme derop, men Stiklestad fik far heldigvis vist mig. Far stillede mig ofte to spørgsmål, når der var kunder i forretningen. Jeg var omkring tre år dengang. Første spørgsmål var: ’Hvornår var slaget ved Stiklestad’, og jeg svarede prompte: '1030'. Næste spørgsmål var: ’Hvad er en kvart gange en kvart’, og jeg svarede: ’En sekstendedel’. Far sled sig op, og mor og jeg var meget bekymrede for hans helbred. Jeg boede ikke fast hjemme fra jeg var 16. Jeg var på husholdningsskole og på Næstved Kjoleakademi, inden jeg som 17-årig rejste til London som au pair. Jeg fik kørekort hos Lyn-Ole, da jeg kom hjem i sommeren -63. Derefter begyndte jeg på studenterkursus i København. I sommeren -64 foreslog jeg far, at vi kørte hans gamle cykelrute gennem Tyskland, Holland og Belgien i bil. Jeg fornemmede, han havde behov for en velfortjent ferie. Min mor ville helst blive hjemme, så far og jeg kørte afsted. Jeg fik lov at køre på en stor del af turen, hvilket indikerede, at far ikke var helt på toppen. Vi havde en pragtfuld tur, men nogen tid efter, vi var kommet hjem, fik far den første alvorlige blodprop i hjertet. Far var meget syg og lå på intensivafdelingen i 14 dage. Efter han kom hjem, var han på rekreation. I fars sygdomsperiode passede kommis’en John og lærlingen Bjarne brugsen. Det var et helt fantastisk arbejde og ansvar, de påtog sig og klarede meget fint, hvilket far var meget taknemmelig for. Far blev aldrig helt rask og måtte stoppe som uddeler i 1965, hvor John overtog uddelerhvervet. Efter min far fik det bedre, begyndte han at tage ud og vikariere for de uddelere, han kendte godt. Han nød at komme ud igen, men var altid meget træt bagefter. Mor og jeg prøvede efter et par år at få ham til at sige nej, men det var meget svært. Til sidst fik vi ham til at sige nej, når der blev ringet af alle andre end Poul Slot. Ham ville far ikke sige nej til. Han var meget glad for og stolt af Poul, fordi han havde gjort Ugledige Brugs til noget helt særligt, og far vidste om nogen, hvor vigtigt det var, at uddelere også fik ferie. Der var ingen andre end os, der vidste, hvor træt far blev, for han kunne i den grad mande sig op og fyre vittigheder af, når nogen ringede. Til sidst tog jeg mod til mig og ringede til Poul og satte ham ind i situationen. Han var meget forstående. Det blev mor og jeg meget glade for. Far var lettet, men ville helst ikke indrømme det. Far og mor købte hus i Nyråd i 1965. Som 54-årig ’pensionerede’ far sig selv, som han sagde. Vi prøvede at få ham til at søge noget offentlig hjælp, for han var så syg, at han ikke kunne arbejde, men det ville han overhovedet ikke høre tale om. Far og mor levede meget sparsommeligt til hverdag, men når der skulle være fest, var der ingen smalle steder. Torben og jeg blev gift i juli 1968. Festen blev holdt på en restaurant der lå lige, hvor Storstrømsbroen begynder på Sjællandssiden. Torben kommer fra København, og far lejede en bus til at køre hans familie samt vores venner herned og hjem igen. Vi havde en forrygende fest. Far strålede den aften, han og mor var også blevet ualmindelig glade for deres svigersøn. På et tidspunkt blev far dog så påholdende, at min mor syntes, det var for meget. Hun havde set, at der var et job i vaskeriet på Vintersbølle Hospital, som hun mente, hun kunne bestride. Uden at involvere nogen af os i det, ringede hun efter en taxa og kørte derned og fik jobbet. Vi var målløse! Mor havde ikke arbejdet uden for hjemmet før, men hun blev meget glad for job og kolleger. I 1975 købte vi hus i Nyråd nær far og mor. Det har været en gave at bo så tæt på hinanden. Vi havde utrolig meget glæde og hjælp af far og mor, især da vores børn var små. De var de mest pragtfulde bedsteforældre, som vores børn ynder at betegne dem. Vi, vores børn og far og mor havde nogle skønne ferier sammen i Østrig, Jugoslavien og Sverige. Da far og mor blev ældre, var det os, der kunne hjælpe dem, og det var vi glade for. Far og mor fik heldigvis mange gode år i Nyråd. Far døde i 1999 og mor i 2005. Sanne f. Trentemøller nov. 2019. Uddrag af Flemming Christoffersens beretning, 2019. Jeg kom i lære i 1955, jeg var femten år. Trentemøller var jo et livstykke! Han var altid frisk og også, når kunderne kom ind. Hans bror (= Thorkild) var endnu mere frisk. Han kom nogle gange på ferie en tre dages tid, så var der fest og ballade, han var købmand i Holbæk. Hvis vi ikke havde travlt, og der kom nogle kunder ind med børn, så kunne han (= Trentemøller) godt stå og drille dem. Til at begynde med var der jo en hesteskoformet disk, der kom ingen kunder ind bag ved den. Så i 1957 blev Brugsen bygget om til en selvvalgsbutik. Mens der blev bygget om, blev disken skåret i stykker og flyttet ud i lagret, hvor vi havde butik imens. Nu vil jeg fortælle om en sjov hændelse, der giver et godt indtryk af Trentemøllers humor. Vi begyndte på et tidspunkt at sælge tomater, og så var der nogle, der var blevet overmodne. Jeg havde lagt dem, så de blev skrevet ned og kom ud af regnskabet. Så kom der en kunde ind, han skulle have to øl og en sodavand, det var i kælderen dengang. Da jeg kom tilbage, så jeg, at tomaterne var væk. Og det kunne jo kun være ham, for der var kun ham i forretningen. Jeg sagde ’lige et øjeblik’ og gik ind på kontoret, der sad Trentemøller og ordnede regnskab. Jeg forklarede ham, at manden havde stjålet tomaterne, der lå på disken. Trentemøller gik med ud i forretningen, slog klappen op og begyndte at snakke med manden, som han kendte godt. Han sagde ’kan du huske dengang under krigen?’ og så grinede han, mens han slog ham på lommen, for det var der tomaterne lå – i jakkelommen. Til sidst var de tomater jo mast ud dernede, og manden forlod butikken. Bagefter gav Trentemøller mig halvtreds kroner! Det var mange penge dengang, det var en halv månedsløn. ’Flemming – sagde han – ’det har jeg drømt om, lige siden jeg var i lære.’ For han havde været i lære hos en købmand i Nakskov, og hos denne købmand, var der en, som havde stjålet nogle æg. Dem stod han med i lommen, og der havde købmanden stået ligesom Trentemøller og mast dem. Så jeg fik de 50 kroner, fordi han havde drømt om at kunne gøre noget sådant siden sin læretid, forklarede han. Uddrag af Poul Slot Pedersens beretning givet til arkivet i 2019: Jeg var 14, da jeg kom i lære hos uddeler Trentemøller i Sværdborg. Og det kom i stand, fordi min far var tømrer (Tømrergården i Grumløse), og han havde givet tilbud på en udbygning hernede i Sværdborg. Han fik arbejdet i Sværdborg brugs, og han spurgte så, om Trentemøller manglede en lærling? Jo, det gjorde han, og så startede jeg der i lære i 1959. Jeg stod i lære i 4 år hos Trentemøller, han var som en far for mig. Jeg var jo ikke ret gammel og så pludselig ude på egen hånd. Der boede en familie nede bag Brugsen, og de havde en halvstor dreng. Han kom en dag og skulle købe skosværte. Og jeg lukkede en op og bad ham lugte til den – prøv om den er i orden? Og så dyppede jeg lige hans næse i den, så han hylede op og løb hjem til sin mor. Så kom hun, og jeg fik læst og påskrevet. Det samme gjorde Trentemøller, og han sagde – nej, det må han jo ikke. Bagefter sagde Trentemøller til mig med et lunt glimt i øjet: Du ved jo godt, at det må du ikke vel? Det må vi ikke nej. Og så grinede vi sammen over den sjove episode, for det var lige i Trentemøllers ånd! Jeg var kun 15 år dengang, og sådan lavede vi jo nogle numre. Jeg lærte rigtig meget hos Trentemøller. Han var ved at købe købmandsforretning på Østmøn. Da spurgte ham mig, hvis jeg nu køber den, Poul – vil du så med? Han ville gerne have sit eget, men dengang var det på helt andet grundlag, man arbejdede som uddeler, han var for eksempel ansvarlig for at indkøbe mel til flere af de andre brugser, det kaldtes meloplag. Uddrag af John Johansens beretning, 2019. Jeg var nitten, da jeg var udlært kommis, det var i 1963. Der var ikke så mange pladser derovre på Møn, og så søgte jeg på Sydsjælland, og da var det så, at jeg kom til Sværdborg som kommis i 1963. Jeg var til samtale hos uddeler Trentemøller, han var en herlig mand, han kunne snakke med alle. Der var også lærling dengang, det var Poul (=Sloth Pedersen). Det var mange ting, man handlede med dengang. Han havde en vognmand til at køre ud med koks og brændsel, der var meloplag, og der var salg af rafter og brædder. Vi kørte varetur og hentede kontrabøger (=ordrebøger), lærlingen cyklede ud og hentede dem, og så lavede vi ordrerne til og kørte ud med dem. De havde som regel skrevet op, hvad for varer, de skulle have dengang, husker jeg. Og så overgik det til, at man begyndte at ringe til kunderne, så de kunne afgive ordrer. Jeg var kommis i Sværdborg Brugsforening fra 1963 til 1970, og derefter blev jeg selv uddeler og var der til Sværdborg brugs lukkede i 1983. Der var jo fire brugser i området, og det var for mange. Og man kunne ikke blive enige om det dengang, at der blev bygget en ny stor i stedet. Der var brugs i Kastelev, i Sværdborg, i Over Vindinge og Klarskov – altså fire brugser i Sværdborg sogn. Først lukkede Kastelev Brugs, så lukkede den i Klarskov, så blev det Sværdborg, og Over Vindinge lukkede som den sidste. Efter brugsen lukkede i Sværdborg, var jeg et par år i Leestrup, indtil der blev ledigt i Øster Egesborg. Uddeler Trentemøller var speciel, for hvis kunder havde børn med, så kunne han ikke lade være med at drille børnene. Han kunne sådan stå og snakke med den voksne, og så lavede han lige et hælspark i enden på barnet, som blev overrasket og kiggede rundt - det morede ham vældigt, og det gjorde han med alle! Han var glad for børn, han kunne vældigt godt lide børn.

Sværdborg Brugsforening ca. 1955

Frede Trentemøller, Ulla Christensen (nabobarn), Maren Else og Thorkild, 1948

Frede Trentemøller - 1985