Sværdborg Sognearkiv
Tinghøjvej 6
4760 Vordingborg
Årsskrift 2018
find os på www.facebook.com/sognearkiv
Forsidebillede:
Luft-/ skolefoto af daværende Sværdborg sogneskole, 1999. Bemærk det grønne flag, der vajer højt over
skolegården. Et flertal af klasserne på skolen fulgte og høstede anderkendelse for dette tiltag, hvor det gjaldt
om at spare på energien og vise miljøhensyn.
Dette årsskrift omhandler jubilaren Sværdborg skole. Skolen var sogneskole i per. 1958 til 2003, hvor
kommunen lukkede sin mindste enhed. Den åbnede derefter som friskole i 2003 og har fortsat god
succes.
Jubilæumsdagen 1. november 2018 markeres med følgende program, hvor alle er velkomne:
Kl. 10-11: Generalforsamling i Sværdborg sognearkiv, OIF-huset i stuen, Tinghøjvej 6 (= mellem skole og
forsamlingshus). Dagsorden iflg. vedtægter. Forslag bedes lagt i formand Morten Frandsens postkasse,
Dalkærvej 25, 4760 Vordingborg senest d. 29. okt. 2018.
Kl. 11-14: Rundvisning på skolen, udstilling af div. billed- og tekstmateriale, snak med tidligere elever og
evt. lærere samt forfriskning i OIF huset.
I tidsrummet kl. 14 til ca. 19 har Sværdborg friskole program for forældre, børn og ansatte.
NB: Brug venligst forsamlingshusets P-plads, da lille p-plads bag skolen er forbeholdt lærere og ansatte.
Kurt Lind Jørgensen fra Klarskov, som er frivillig i Sværdborg sognearkiv fortæller:
Jeg startede som syvårig den 1. april 1958 på Kastelev forskole og gik der til 1. november, hvorefter alle fra
sognets skoler blev overflyttet til den nye Sværdborg Sogneskole. I Kastelev ( = Næstvedvej 304) var det frk.
Andreasen, der stod for al undervisning. Hun boede på skolen sammen med sin far og var en lille beskeden
kvinde, der varetog sit hverv med stor alvor. Ude i skolegården som bare var en lille plads foran
ejendommen var der få redskaber, der blev brugt til gymnastik. Vi var 9 elever, 5 piger og 4 drenge. Vi gik til
skole hver anden dag: tirsdag, torsdag og lørdag. Mandag, onsdag og fredag kom de elever, der var op til 2 år
ældre end os. Vi sad ved skolepulte, der havde et lille hul foran i midten til blækhuse. I entréen stod en reol,
hvor vi havde vores sko til indendørs brug, fordi der blev skiftet sko, når vi gik ind eller ud. Der var ikke noget
fast skema for undervisningen, men jeg kan huske, at dagen startede med religion. Det varede et par timer
og typisk indtil posten kom, så fik vi frikvarter, så kunne frøkenen læse avisen. Vi havde også timer i dansk og
regning samt botanik. Så tog frk. Andreasen os blot med ud i haven eller med på vandretur op af
Hasbjergvej, så vi kunne studere floraen i vejkanten. Det var en tryg og rolig måde at gå i skole på, og fordi
jeg oplevede dette i de syv måneder, indtil centralskolen i Over Vindinge åbnede, kan jeg på vegne af min
generation tale med om, hvordan det var at gå i skole på landet.
Foto fra 1914 af Kastelev lille og store skole stående foran sidstnævnte på Næstvedvej 271 med lærer
Bauning yderst til højre og forskolens frøken stående til højre.
Uddrag af Tage Nielsens tekst fra Sværdborg sogneskoles 25 års jubilæumsskrift:
Sværdborg sogneskole blev indviet ved en fest i forsamlingshuset (= Over Vindinge forsamlingshus,
Tinghøjvej 8) den 30. oktober 1958. Eleverne mødte første gang på skolen den 1. november, derfor er denne
dag jubilæumsdagen. Indvielsen af skolen skabte en mærkbar ændring i sognets hverdag, idet alle skolebørn
nu blev samlet i Over Vindinge i en 7 klasset skole med hverdagsundervisning. Sognet var før 1958 opdelt i 3
skoledistrikter: Sværdborg, Snertinge og Kastelev og børnene gik til den skole, der lå nærmest. I 1920 foretog
sognerådet en nærmere opdeling af distrikterne og bestemte, hvad der hørte til hvert distrikt. Der var tale
om hver anden dags undervisning, således at hver elev gik i skole 3 dage om ugen.
Sværdborg skoledistrikt: Skolen ( = Hasbjergvej 90) var en toklasset skole med 1 lærer og blev indviet 12.
sept. 1876. Her var kun 2 klasser, lille og store klasse, så børnene gik flere år i samme klasse, uden tvivl et
stort slid for læreren. Distriktet omfattede børn fra Sværdborg, Øager, Neble, Nebletorp samt nogle børn fra
Svinninge.
Snertinge skoledistrikt: Skolen var en fireklasset skole med forskole (= Fæbyvej 172) og hovedskole (=
Fæbyvej 170) og 2 klasser i hver skole. Distriktet omfattede Snertinge, Overvindinge og det meste af
Svinninge.
Kastelev skoledistrikt: Skolen var fireklasset med forskole (= Næstvedvej 304) og hovedskole (= Næstvedvej
271) ligesom i Snertinge, og distriktet omfattede Klarskov, Remkolde, Hellevad, Kastelev og Skaverup.
For alle tre distrikter gjaldt, at de elever, som ønskede en videre uddannelse, fortsatte i Lundby private
realskole eller i den kommunale realskole i Vordingborg.
I 1937 kom en ny skolelov og inden 1946 skulle der i enhver kommune findes skoler, der havde gymnastiksal
med omklædningsrum og bad, indlagt vand med haner til håndvask samt vandklosetter (= WC’er),
skolekøkken, sløjdlokale samt idrætsplads. Anden Verdenskrig ’spændte ben’, men kommunen var så
forudseende, at den købte et stykke jord i Overvindinge, hvor skolen skulle ligge (4 klasset hovedskole) samt
et stykke jord i Svinninge til forskole. Idrætspladsen blev i øvrigt indviet 13. Maj 1945 og blev straks benyttet
af sognets ungdom. Først i 1950’erne arbejdede skolekommisionen og sognerådet (= den tids
kommunalbestyrelse) ihærdigt på at få bygget en tidssvarende skole. Mange tegninger så dagens lys, og
næsten utallige møder blev afholdt. Vanskelighederne var store også med byggetilladelsen, idet kun få af
daværende Præstø amts 73 landkommuner havde deres skoleforhold i orden. Den første december 1956 fik
kommunen (= daværende Sværdborg kommune med domicil på Nygård i Snertinge) byggetilladelse til en 7
kl. Skole i Overvindinge med bibliotek, 3 lærerboliger (= Tinghøjvej 4 A og B, huse beliggende foran
skolegården samt Over Vindingevej 7), to lærerindeboliger (hhv. stue og 1. sal hvor friskolen i dag huset SFO)
og pedelbolig (nuværende lærerværelse og kontor på friskolen). Sammen med skoleinventar var overslaget
1.025.000 kr., hvilket kun blev overskredet i mindre grad.
Stueetagen indeholder 5 stk. klasseværelser på 6 x 7 meter til hver 30 elever. Loftsetagen blevet indrettet
med bibliotek og læsestue, bogoplag, forstue samt fysik- og naturhistorielokale m.m.. Et cykelskur blev
opført med plads til 100 cykler (= i dag cykler kun ganske få til skole, dengang gjorde næsten alle). I
byggebeskrivelsen blev det anført, at ’skolen skal bygges som et 1. Klasses byggeri og med de bedste
materialer’.
Under byggeriet i vinteren 1957/58 faldt der utrolig meget sne, hvilket besværliggjorde byggearbejdet en del,
men d. 30. oktober stod skolen færdig og blev indviet på festlig vis. Bl.a. udtalte daværende amtmand
Wechselmann: ’Dette skolebyggeri har stor betydning, for Danmark er på adskillige områder ved at sakke
agterud, og det er derfor meget vigtigt, at vore børn får den rigtige undervisning og opdragelse..’
Førstelærer H. Klæsøe udtalte: ’Vi vil værne om skolen, og vi håber, at hjemmene vil slutte op om den og
dens arbejde. Forældrene kan hjælpe os meget.’
Gårdejer Herman Rasmussen, der var formand for Sværdborg sogneråd i perioder før 1958, udtalte: ’Jeg
håber, at skolen må blive til gavn ikke blot for børnene, men også for ungdommen og sognets beboere i det
hele taget.’
Formand for Sværdborg sognearkiv, Morten Frandsen fortæller: Der blev bygget yderligere en lærerbolig på
Dalkærvej 48 (= på hjørnet ml. Dalkærvej, Tinghøjvej og Hovvejen) omkring 1964. Den blev bygget i færdige
betonelementer, der ankom med lastvogn og blev sat op forholdsvis hurtigt. Huset blev desuden opført med
fladt tag, det var usædvanligt. Her boede først frøken Madsen og dernæst frøken Hansen (siden gift
Andreasen), de arbejdede begge som lærere på skolen nogle år.
Skolebillede forår 1958, Snertinge for- og hovedskole med frk. Helms til venstre og lærer Klæsøe til højre for
børnene.
Uddrag af interview, hvor Birgit Kirk i 1998 taler med Anny Elm om skolens oprindelse.
Hvis jeg skal prøve at forklare, hvad skolen har betydet for dette sogn, for Sværdborg sogn, så vil jeg sige, at
skoler har altid stor betydning for et område. For man kan være tilfreds eller man kan være utilfreds, men
ens børn går der, og det gør, at man samles omkring det. Og så kørte der jo i mange år aftenskoler, hvor
man samlede de unge, der havde gået på skolen, og de lærte videre i dansk, regning og historie. I de første
år her havde vi også aftenhøjskole, hvor der kørte kurser for voksne, som kom for at høre om forskellige
emner, jeg mindes det ene år, hvor der var om gotisk skrift. Men ellers var der forskellige emner som
litteratur og andet. Jeg kan ikke mindes, vi på noget tidspunkt måtte aflyse. Men man gik vel også først i
gang, når man havde undersøgt om der var tilslutning. Det kostede noget, men kommunen og staten gav
tilskud. Det giver også sammenhæng i tingene, og det var jo sådan noget, der fortsatte ud over skoledagen.
Det var faktisk en vældig god ting med oplysning på folkeplan.
I de gamle landsbyskoler var vi meget tæt på befolkningen, og når jeg tænker tilbage på Sværdborg skole, så
tror jeg ikke, der var et eneste hjem, vi ikke kom i. Nogle var mere glade for læreren end andre, for det havde
jo med politik og kultur at gøre. Men vi kendte forældrene, og forældrene kendte os. Og da vi så kom til
skolen her, så ændrede det karakter ved, at vi kom nogle få skridt længere væk fra forældrene. Det skyldtes
også, at de der små forretninger, hvor man mødtes, de eksisterede jo til sidst ikke mere. For ellers når man
mødtes, så fik man lige en god snak, det sker ikke mere. Man kunne jo også godt mærke, at nu var det de
gamle lærerkræfter, der kom fra de gamle skoler, så de kendte hver især deres elever, men de kendte jo ikke
de andre læreres elever. Den kontakt fra landsbyskolen kom aldrig tilbage igen. Det kan man begræde, eller
man kan lade være, men sådan er udviklingen.
Vi havde et vældigt forberedelsesarbejde i vinteren, inden den nye skole skulle tages i brug. Hvor man en
gang om ugen var sammen om at lave de nye undervisningsplaner, få drøftet de problemer, der måtte være,
og hvordan vi skulle tilrettelægge arbejdet. Det var et kæmpe arbejde. Læreren fra Sværdborg, læreren og
forskolelæreren fra Kastelev og lærer og forskolelærer fra Snertinge, og så blev der ansat en lærer. Og det
var Tage Nielsen og hans kone, for der var en lærer, der sprang fra. Så det var meget praktisk, at de var et
par. Vi var 6 lærere og der var tre lærerboliger og to lærerindeboliger. Og der var omkring 120 børn på 7
klassetrin.
Skolefoto fra 1966, hvor formand for Sværdborg sognearkiv, Morten Frandsen ses midtfor bagest. Øverst til
venstre lærerinde Lis Andreasen.
Sværdborg sognearkiv har interviewet Birthe Døhl Jensen, Tage Nielsens datter.
Mine forældre kom fra Stubbekøbing skole, hvor de havde været lærere i 10 år. Men de søgte stillingen her
som lærere og fik det begge to. Ellers var skolens lærere jo de ældre ansatte, som havde været på de små
skoler, der blev nedlagt, da centralskolen åbnede i 1958.
Vi flyttede ind i huset ud for skolegården det år, skolen åbnede, jeg er født i foråret 1958 og var et halvt år
gammel. Min søster blev født i 1961. Og vi boede altså i huset, der ligger ud for skolegården, så hvis jeg
skulle bruge en bog eller et stykke papir, så gik jeg bare over på skolen. Jeg kom og gik på skolen, som var
den mit hjem. Om morgenen kiggede jeg ud af vinduet i mit værelse, som vendte lige ud mod skolegården.
Jeg kunne se, hvornår mine veninder kom, så gik jeg også derud.
Vi havde skurebad en gang om måneden, hvor det halve af klassen havde skurebad, mens den anden
halvdel fik lov til at lege med redskaberne inde i gymnastiksalen. Vi vaskede os selv og tog en nævefuld
træuld fra en kasse til at skrubbe med. Så holdt lærerne øje med, at vi gjorde det grundigt. Dengang fik vi
udleveret en gymnastikdragt og et par plastsokker, det lå i skabene, det var til et års forbrug. For der var flere
familier, der ikke havde bad derhjemme. Det kunne også ske, at en elev blev sendt ind til min mor, fordi hun
skulle give barnet noget mad, der var flere fattige familier herude dengang. Klasserne var placeret fra en
ende af på den lange gang i skolen, og man startede med at have frøken Helms, som kom oppe fra Snertinge
skole. Hun havde kun de mindste i 1. og 2. klasse, så fra 3. klasse fik man en klasselærer, som så fulgte
klassen op til og med syvende klasse. Det var så tilfældigvis min far, der blev min klasselærer, og det var ikke
noget problem. Der var ikke en decideret skoleleder dengang, men Klæsøe var første lærer.
Jeg legede med pedellens børn, dengang holdt man jo ikke så meget øje med børn, så vi løb rundt og legede
også meget nede i skoven bag ved boldbanerne, hvor vi byggede huler og lavede alt muligt. Jeg gik på skolen
til syvende klasse og kom derefter i realen på Iselinge.
Min far Tage Nielsen blev skolens leder i starten af 1970’erne og fortsatte, indtil han gik på pension sidst i
1980’erne. Men der var jo hele tiden snak om, at skolen skulle nedlægges, for hver gang kommunen skulle
spare, så var den skole oppe og vende. Så de valgte faktisk at købe det nedlagte kommunekontor (= Over
Vindingevej 3) i 1972, så de var sikre på at kunne blive boende. Det er en kæmpe stor villa, hvor der var
indrettet til kommunekontor ned i kælderen, og så boede familien oppe i den høje stueetage, første salen
var ikke indrettet dengang. Men alting så meget anderledes ud dengang ved skolen, for uden for den
nuværende SFO, hvor frøken Helms boede med sin far i begyndelsen, var der jo en fin prydhave (= på
nuværende busholdeplads).
Min far var meget interesseret i skolen, og han havde faktisk ledelsen et godt stykke tid, før Klæsøe gik på
pension. For nogle har han givetvis været en lidt skrap lærer, så børnene stod ret, når han lige stak hovedet
indenfor. Men jeg syntes, det var en skøn skole, og jeg havde det som blommen i et æg. Jeg kunne gøre, som
jeg ville, der var også en aktiv idrætsforening, hvor min far fungerede som fodboldtræner i mange år. Han
rendte deromme flere gange om ugen og søndag formiddag, så hans arbejdsliv gik ud i et med hans privatliv.
Da jeg var her, var der liv alle vegne, der var mange butikker i Klarskov, og stationen var stadig i gang. Jeg
cyklede til Klarskov og tog toget, der gik ikke busser herude dengang.
Juletræsfesten i Over Vindinge forsamlingshus var hvert år et højdepunkt. Eleverne i syvende klasse blev
sendt rundt på cykel i hele sognet for at samle penge ind til juletræet. Lærerne holdt julefrokost d. 21.
december ovre hos Klæsøe. Og så fik vi lærerbørn lov til at komme med over i forsamlingshuset, hvor vi var
med til at samle godteposerne. Det var vi glade for, vi fik nemlig lov at få dem, der var i overskud. Den 22.
december blev alle klasserne samlet ude i den lange glasgang, og så blev dørene åbnet, og vi kom ind i den
store sal, hvor træet stod pyntet med levende lys på. Vi gik rundt om træet og sang, Klæsøe læste
juleevangeliet, og han spillede vist også for på klaveret. Derefter var der de obligatoriske sanglege, vi fik
godteposer og forældrene fik kaffe og kringle. Det var Adamsen, der var forpagter dengang, men så overtog
en ny, da de blev gamle.
Tak til Birthe Døhl Jensen, som i dag bor i Roskilde.
1964. Fra venstre frk. Helms (tidl. Snertinge skole), Henrik Nikolaisen, lærer Kåre Elm fra Sværdborg skole, fru
Anny Elm og frøken Magdalene Andreasen fra Kastelev skole. Bagved fra venstre lærer Tage Nielsen og lærer
Klæsøe.
Uddrag af Ulla Badeby Hansens beretning i Sværdborg sogneblad 2003.
Jeg startede i første klasse på Sværdborg gamle skole i 1957 (= Hasbjergvej 90). Det var, mens vi stadig gik i
skole hver anden dag. De små klasser gik den ene dag og de store den anden, lærer Elm underviste alle
eleverne. Men jeg gik kun der i et år, for så åbnede den nye Sværdborg sogneskole i 1958. Der samlede man
elever fra de mindre skoler i Snertinge, Kastelev og Sværdborg, og så var der skole hver dag i ugen og lørdag
med, naturligvis. Vi stillede op ude i skolegården hver morgen klassevis, og så gik hver klasse ind med deres
lærer i spidsen. Man kom ikke ind på skolen dengang, før klokken ringede. Så stillede vi op på gangen igen til
morgensang, det var lærer Elm, der ledede sangen. Han var en markant figur, den lærer som også var
kordegn i Sværdborg kirke. En oplevelse jeg aldrig glemmer var ovre på den lille skole i Sværdborg, hvor
lærer Elm straffede en dreng med spanskrøret. Fordi drengen havde holdt døren for, hvad han troede var en
klassekammerat. Det var læreren! Der var helt anderledes autoritet og respekt for en lærer dengang, vi hørte
efter i timerne. Fordi der kunne stadig falde en øretæve, hvis der var uro og optræk til ballade.
Skolegården var dengang i 1950’erne helt som i dag på nær henne ved halvtaget, hvor der var en
drikkefontæne, det var sådan en støbt indretning, hvor eleverne kunne drikke postevand. Men dengang
legede alle skolens børn kun ude i gården, hvor der i øvrigt ikke måtte spilles bold. Der var ikke mulighed for
at lege i området, hvor der senere blev lavet bålhytte og heller ikke ude på idrætsbanerne. Jeg tror faktisk
inspektør Klæsøe havde have, hvor bålhytten nu er.
Da jeg gik i skole var der omtrent 140 børn på skolen fordelt på syv klassetrin, så der var kun lige akkurat
plads til alle. Man skal huske på, at der jo ikke hørte de lejligheder med til skolen, som i dag fungerer som
SFO (både i stuen og på 1. sal) samt den lejlighed, hvor der nu er indrettet lærerværelse, mødelokale samt
kontor, her boede pedellen med sin familie. Dengang boede alle skolens ansatte lige her omkring, det gjaldt
også de to ejendomme, som ligger i udkanten af skolegården, der boede også lærere. I frikvartererne gik vi
lidt omkring derude i skolegården, vi hinkede og sjippede. Pigerne snakkede sammen, mens drengene de
sloges. Og de blev stoppet af lærerne, men de kunne jo ikke lade være. Der var selvfølgelig også drillerier, én
blev drillet for at gå med briller, en anden for at være rødhåret og sådan var det. Dengang gik forældrene
nok ikke så meget ind i den slags sager, der var større autoritetstro over for lærerne. Husk på det var De og
efternavn, lærerne blev tiltalt med. Og hele klassen rejste sig op, når læreren eller en anden voksen kom ind.
Den faste årlige tradition var juletræsfesten i Over Vindinge forsamlingshus, hvor hele skolen deltog i
festlighederne. Forpagteren af forsamlingshuset var i øvrigt skomager og havde sit værksted nede i
kælderen, så der gik man hen og fik forsålet sine sko. I syvende klasse havde man sløjd, det var kun
drengene, for pigerne havde hjemkundskab, det var klart. Man spiste hver dag sin mad ude på bænkene i
skolegården, og om vinteren sad vi bænket nede i kælderen. Om vi lærte meget dengang på Sværdborg
sogneskole? Ja, det tror jeg, for man hørte jo efter. Men der var naturligvis en vis favorisering, lærerne var
mest opmærksomme over for brugsmandens datter og dem, der kom fra de store gårde. Men da jeg nåede
slutningen af skoletiden, var det få år forinden blevet indført, at man kunne vælge at gå i ottende klasse,
men det var frivilligt. For indtil da havde der kun været skolepligt til syvende klasse. Jeg gik i ottende klasse i
Masnedsund (= Rudolf Steinerskolen i dag).
Ulla stående foran skolegården, 1963, 7. Klasse.
Der gik nitten år, fra jeg selv afsluttede min skolegang på Sværdborg Sogneskole, til jeg kom igen som
forælder med min datter Suna. Jeg kunne da godt se, at mange ting var forandret i hvert fald angående
undervisningen. Men jeg kunne se, der hang de samme ternede gardinener nede i skolekøkkenet, som
havde hængt der i min skoletid. Desuden var det sådan i 1983, da Suna startede her, at der var indført to
månedlige åbne dage, så forældrene kunne komme og følge undervisningen. Jeg var en af dem, der altid
kom på disse dage, så havde Lykke (= Larsen, pedellens kone) lavet kaffe til forældrene. Og så var det, at
Tage (= Nielsen, tidl. inspektør) en dag kom og sagde: Kunne du ikke tænke dig at være vikar heroppe? Jeg
kiggede jo noget på ham og sagde - det ka’ jeg da ikke! Men sådan startede mit arbejdsforløb, jeg begyndte
at vikariere på skolen. Først var jeg i de små klasser, og siden har jeg faktisk haft timer i alle klasser efter
behov. For efterhånden blev jeg jo vant til at rykke ud, hvis der blev ringet om morgenen, og jeg blev vant til
at følge op på det, som eleverne var i gang med, jeg fik indsigt i forskellige fags indhold. Og så startede en
forældregruppe puljeordningen, som var en privat pasningsordning (= SFO) i 1993, og der fik jeg fast arbejde.
Det var spændende at være med til at bygge den virksomhed op, vi startede i august 1993 med seksten
børn, og da vi nåede til jul var der tyve børn. Og så steg antallet af børn i SFO’en, så vi endte med at have
omkring halvtreds børn. Vi arbejdede med det hele selv, det var en virksomhed, der var uafhængig af den
kommunale skole. Den blev ændret til kommunal institution i år 2001.
Hvordan det kan være, jeg – i modsætning til alle de andre ansatte på sogneskolen – valgte at søge job på
Sværdborg friskole? Fordi jeg tænkte: Du vil fortryde det, hvis du ikke prøver! Og så syntes jeg, det ville være
det bedste med en skole her i lokalområdet. Jeg er glad for at være her på Sværdborg skole – friskole er det
nu. Det er rart med en skole her i lokalområdet, hvor børnene kender hinanden og føler sig trygge.
Ulla valgte at gå på pension i 2015 efter mange år i Sværdborg skoles liv, hun ses på skolebilledet fra 1994
sidde forrest til højre.
Interview med Kirsten Feldballe Hansen, forælder v. Sværdborg sogne- og friskole i per. 1990-2013
Vi startede med at have børn på Sværdborg sogneskole i 1980, hvor vores yngste Jesper var den første
årgang, der kom i børnehaveklasse i Vordingborg kommune. Storebror Michael startede i 1. klasse, og det
var en uge før de mindste, så det var en frygtelig lang ventetid for vores yngste. Vi boede i Kastelev på
vestsiden af Næstvedvejen, og dengang var alle børn, der boede ved Næstvedvejen garanteret et buskort, da
skolevejen ansås for at være farlig. Oppe på skolen var der en gang om måneden åbent hus, selvom der
teoretisk set blev sagt, at forældre altid var velkomne. Men den ene dag om måneden var det ekstra
formuleret, så det benyttede flere forældre sig af og primært kvinder. Vi kendte skolen i forvejen, da skolen
hvert år arrangerede juletræsfest i forsamlingshuset, og forinden gik eleverne i skolens ældste klasse, som
dengang var 7. klasse, rundt og samlede penge ind til godteposer og delte indbydelser ud i hele sognet.
Juletræsfesten var skrækkelig! Ungerne syntes, det var fantastisk, men trommehinderne vibrerede tre dage
efter, fordi der var så meget larm. Og der var i den grad fyldt op. Det startede med, at alle børn og lærere
stod på række i glasgangen, og så blev dørene lukket op, og man gik ind og dansede om juletræet. Femte
klasse viste hvert år en julekomedie, som de havde forberedt med læreren. Dernæst blev juletræet trukket til
side, og der blev sat borde op over alt. Ungerne elskede at rende frem og tilbage i den lange gang, mens de
råbte og skreg. Det var hårdt for ørerne men lækkert for ungerne. Så dér mødtes man og lærte mange at
kende.
I Michaels klasse var de tyve elever, mens i Jespers var de vist kun ti. Vores datter Rie startede i 1990, hvor
klasserne var samlæst. Hvert år afholdt forældrene i vores yngste søns klasse en udflugt til Knudshoved
Odde, hvor det både var børn, forældre og bedsteforældre. Det fortsatte helt op til børnene for længst havde
forladt folkeskolen.
På Sværdborg sogneskole startede i 1989 et initiativ, der kom til at hedde Kulturcentret Tirsdagstræf, fordi
der var vedvarende rygter om, at man ville lukke skolen. Der var kampgejst, så derfor startede man det
frivillige initiativ, som skulle vise, at lokalområdet brugte skolen som samlingspunkt. Der var rigtig mange
foreninger i 1989 såsom agility, husmoderforening, bylaug i alle byer, OIF og beboerforening. Og så stillede
skolen lærertimer til rådighed for initiativet, det fortsatte helt frem til skolen blev til friskole i 2003. Navnet
Tirsdagstræf var nok tilfældigt og kom sig af, at vi mødtes hver tirsdag aften 19-21, og så var der en gang om
måneden madcafe kl. 18, det var meget populært. Maden blev kokkereret af husmoderforeningen i
skolekøkkenet, og flere gange strømmede det til med mennesker, så både gangareal og tilstødende
klasselokale måtte tages i brug til de spisende gæster. Der blev søgt om midler, og derudover fik vi lidt
overskud på salg af kaffe og kage. Generelt blev der ikke betalt honorar til de mange foredragsholdere, der
hver tirsdag stillede op med en ny spændende historie. Vi lavede også koncerter i forsamlingshuset med Pia
Raug, Erik Grip og Lasse & Matilde, det gik udmærket. Træffet var organiseret sådan, at der blev stillet en
repræsentant fra hver af sognets foreninger, og de traf i fællesskab beslutning om det kommende års
program i perioden fra oktober til april. Men det foregik som en demokratisk forening, hvor alle havde lige
meget at sige. Vi havde også Tirsdagstræf for Børn om eftermiddagen, hvor ungerne kunne lave alt muligt i
formnings- og håndarbejdslokalet samt i skolekøkkenet. Om aftenen blev desuden hyret en underviser, der
lærte børn at lave cirkusnumre, og der var arrangeret børnemusicals, i det hele taget henvendte
programmet sig til alle aldre og mennesker i sognet. Kaffepausen gik på skift mellem foreningerne, som
havde ansvar for salg af kaffe, te og kage samt servering.
Sportspladsen var dengang en integreret del af skolen, for Frede (Larsen) var pedel, og han var meget nidkær
over, om man passede på tingene. Det var ligegyldigt om det var i skolesammenhæng eller i fritiden. Han
boede på stedet (= i nuværende lærerværelse og kontor), så hvis han var hjemme, så holdt han af at passe
på sin skole. Hans kone Lykke gjorde rent på skolen, de havde en form for ejerskab overfor, at skolen skulle
præsentere sig.
Jeg var med i først skolenævnet og siden skolebestyrelsen. Og efter 1990 besluttede vi, at der hele tiden
skulle være tilknyttet en fra skolebestyrelsen til de enkelte klasser. Når der blev afholdt møder med
forældrene, så deltog denne repræsentant og kunne fortælle sidste nyt fra bestyrelsen, ligesom forældrene
kunne sende spørgsmål med til bestyrelsesmøder. Elevrådsarbejdet var også i højsædet, der var en lærer
ved navn Annette Andersen, som forestod det, og jeg var tilknyttet som forælder. Jeg har indtryk af, at
ungerne følte sig hørt, og vi forsøgte at tilgodese alle og være lydhøre for, hvad der var af ønsker. Man kan
sige, at skolens force var førhen, at der var nærhed, og at alle kendte alle - på godt og ondt.
Den høje grad af frivillighed, der førhen kendetegnede aktiviteterne hang givetvis sammen med, at der var et
ønske om at skabe et fællesskab. Nu er det nære blevet mere et ’mig-selv’ end et ’os’. Da vi kom til sognet i
1974, var der spækket med købmænd og brugser, du skulle ikke langt for at købe ind, hvor det i dag ser
ganske anderledes ud, og du kan købe ind altid, ligesom du kan blive siddende derhjemme og købe ind. Jeg
ved ikke, hvad det er, der gør, at man ikke har lyst til fællesskabet. I dag er Sværdborg friskole blevet mere
lukket for omverdenen, vi hører ikke mere så meget om åbne arrangementer, hvor der før blev afholdt et
høstmarked hvert år, og da kunne man komme op og høre og se nyt. Den er ikke et samlingspunkt på
samme måde i dag, det er lidt ærgerligt.
Møde i skolegården efteråret 1991, hvor Vordingborg kommune stillede forslag om lukning af Sværdborg
sogneskole. Dengang fik aktive forældre samt sognets foreninger afværget planen i 11. time, og der gik
herefter godt ti år, før der igen fremkom forslag om lukning.
SVÆRDBORG SOGNESKOLE LUKKER.
Tirsdag d. 4. juni 2002 bragte TV Øst en nyhed, som fik mangt et hjem i Sværdborg sogn sat på den anden
ende, for Vordingborg byråd havde fremsat forslag til ny skolestruktur, og her indgik forslag om lukning af
Sværdborg sogneskole. Nu fulgte en hektisk redningsaktion, for man ville forsøge samme strategi som i
1991. Allerede torsdag d. 6. juni mødtes 80 mennesker på skolen, hvor en slagplan blev lagt. Den 13. juni
blev afholdt stiftende generalforsamling for en støtteforening for en ny friskole og 17. juni blev der opstillet
blomsterkummer med skilteteksten ’Bevar Sværdborg Sogneskole’ ved alle indfaldsveje til sognet. Henover
sommeren blev der samlet underskrifter, solgt støttebeviser, lavet kampagne i festugen, stemt dørklokker
samt lavet optog til rådhuset for at aflevere underskrifter. Alligevel vedtog et flertal i byrådet d. 27. august
2002 at lukke sogneskolen. Nu gik arbejdet for at starte en ny friskole for alvor i gang.
Interview med Morten Fogh Jensen om Sværdborg friskoles start:
Jeg blev kontaktet i oktober 2002 af Søren (=Ladefoged, Højvang Planteskole) og Jane ( = Svingholm), der ville
mødes for at snakke om en mulig etablering af friskole som afløser for sogneskolen. Den havde kommunen
netop besluttet at lukke med udgangen af skoleåret 2003. Det første i en lang række møder med
forældregruppen og jeg blev afholdt. Jeg havde lavet en mappe til dem, så de kunne være forberedt på en
række af de elementer, der hørte med til at starte en ny friskole. Og så gjaldt det for initiativtagerne om at få
indsamlet 30.000 kr. tillige med et antal underskrifter, så der kunne anmeldes en ny friskole til
Undervisningsministeriet. Der blev løbende afholdt events for at samle penge ind og gøre opmærksom på
det nye tiltag. Jeg blev kontaktet mange gange af de ivrige forældre og mest af den kommende formand for
bestyrelsen, Philip. Vi fik lov til at bruge skolen til aftenmøder, og andre møder blev afholdt privat. Vi skulle
finde en bank, der ville låne os penge, det blev Merkur.
Jeg var til møde inde på kommunen med daværende kommunaldirektør Kent Ferning, borgmesteren Bent
Petersen og direktør for skoleområdet Klaus Michael. Det endte med, vi fik en pris forhandlet på plads, hvor
den nye friskole fik en ret favorabel aftale på omkring en million i købspris. Og ved siden af fik vi en check på
det beløb, der skulle anvendes på en kommende kloakering. Der blev virkelig arbejdet på højtryk det forår og
den sommer med at få alting på plads.
Først i juni blev lærerne ansat, men forinden blev skolelederstillingen slået op. Jeg søgte den først meget
sent, og Philip ringede så og opfordrede mig til at søge. Vi var tre til samtale, og da de havde besluttet sig, så
kunne de af en eller anden årsag ikke ringe mig op. Søren Ladefoged kørte derfor ud til mig, men jeg sagde,
at jeg måske ikke var så interesseret. Nu kommer du med her, sagde han, og så kørte vi ud til gården (=
planteskolen). Det endte med, at jeg sagde ja, det var i midten af maj 2003. Jeg havde lavet en masse uden
beregning, og vi enedes så om, at jeg fik 20.000 kr. for at være konsulent frem til skolen startede, så var jeg
på lønningslisten fra juli 2003. Vi var nede på Fanefjordskolen og købe nogle møbler, ligesom vi var på
Vordingborg seminarium og hente en del ting. Så var vi inde og stå med en bod inde i festugen og lave pr for
den nye skole. Jeg var først i gang ude på skolen om formiddagen hver dag og så inde i byen og agitere om
eftermiddagen. Der var 43 elever indskrevet, da vi startede og ca. 50 da vi nåede frem til 5. september 2003
(= vigtig dato for en friskole, da den dag udbetales det årlige tilskud pr. elev).
Det var en festdag, da friskolen åbnede lørdag den niende august 2003, hvor både TV2 Øst og Dagbladet
dukkede op for at dække nyheden. Vi startede op med nye traditioner som morgensamling hver dag, og jeg
fik indført, at alle børn skulle have et fredagsbolche, så de stod i lang kø op til kontoret, når de fik fri til
weekenden. Et dejligt minde er fra de vinterdage, hvor alle på skolen mødtes nede i skolekøkkenet og spiste
varm mad sammen store som små. Det var virkelig hyggeligt.
I sommeren 2007 havde bestyrelsen forberedt en større ombygning, og jeg blev lidt overrasket, da der
pludselig stod et arbejdshold af polakker herude og var klar til at gå i gang. Jeg måtte blive på skolen hele
den sommerferie for at koordinere opgaverne, arbejderne sov nede i køkkenet og i et par klasseværelser,
husker jeg. Lige inden skolestart måtte jeg rekvirere et rengøringshold, fordi rummene bar præg af de
arbejdende menneskers indkvartering, kan man roligt sige. Netop dette med at jeg arbejdede så meget og
ikke fik holdt min ferie blev desværre starten på min afgang et par år efter, for arbejdet blev til sidst helt
uoverskueligt for mig. Men rart at se tilbage på mange gode minder med børn og voksne på Sværdborg
Friskole trods alt.
Morten Fogh Jensen, som her ses til Store Badedag en varm augustdag i 2003, var skoleleder fra friskolens start i
2003 til 2009. Han afløstes af Mik Erbs, Lene Lise, Majken Peters. I 2017 blev Karen Kraft ansat som friskolens leder.
Skoleleder Karen Kraft fra Sværdborg Friskole udtaler:
Vores skole bygger på den personlige tryghed og trivsel, vi kan give eleverne og dermed styrke deres
udvikling. Vi har andre vilkår end en kommunal skole og har blandt andet større frihed til at vælge og til at
vægte vore værdier. Den frihed betyder blandt andet, at vi bedre kan arbejde i trit med elevernes behov og
ikke behøver gå så meget på kompromis.
Værdigrundlaget et vigtigt, men når det er sagt, så får man så meget forærende på en lille skole. Det nærvær
en lille skole giver har stor betydning for alle elever. Vi ser den store betydning, det har for f.eks. de børn,
som kommer hertil med ikke så gode skoleforløb bag sig. Når de kommer hertil, oplever de at blive set, hørt
og forstået, og lærerne kan yde den tryghedsskabende indsats, de hver især har brug for.
At karakterresultatet fra denne sommer (= 2018) ligger over landsgennemsnittet, er vi jo vældig glade for,
men vi kan ikke forvente, det vil ske hvert år. Kunsten ligger i at skabe balance mellem det faglige og det
sociale i klassen, så begge dele styrkes og kan være hinandens løftestang. Klasserne hos os er samlæste med
to klassetrin i hver, hvilket giver god basis for at differentiere og kigge opmærksomt på elevens niveau i
lærerens planlægning.
Morgensamlingen er et kardinalpunkt på skolen! Her ser man, at vi bygger på den Grundtvig-koldske
friskoletankegang. Morgensamlingen giver os mulighed for at fastholde en fortællende pædagogik, hvor vi
med temaer og en daglig sang kan knytte an til noget aktuelt og forbinde det til noget historisk, kulturelt og
til vores demokratiske samfund. Dertil kommer at morgensamlingen hele tiden bygger op om og styrker en
af vores kerneværdier: fællesskabet. Det kan være et godt tidspunkt at besøge skolen om morgenen for at
være med til morgensamlingen, det giver et indtryk af skolens formåen. Det er klokken halv ni hver dag i
gymnastisksalen, alle er velkomne til at kigge forbi, det er en dejlig oplevelse.
Der er også meget at vinde, når man vælger en mindre friskole i form af dialog og tæt samarbejde mellem
skole og hjem. Der bliver taget hensyn til den enkelte, og det gælder på alle planer. Vi adskiller os ikke meget
fra en kommunale folkeskole i vores mål og undervisning. Vi er forpligtet til, at elevernes læring hos os står
mål med folkeskoleelevernes, når eleverne forlader Sværdborg Friskole, men i praksis har vi en helt anden
nærhed.
Kort om Sværdborg sognearkiv
Kommunens mindste arkiv blev grundlagt i 1991 af murermester Leif Kørboe Jensen fra Over Vindinge. Han
samlede en kreds af interesserede frivillige, lånte et lokale og promoverede arkivet, som i dag har til huse på
første sal i OIF huset mellem Over Vindinge forsamlingshus og Sværdborg Friskole, Tinghøjvej 6, 1.. I dag
bliver de fleste arkivalier scannet og ført ind i et elektronisk onlineprogram, som man finder via webstedet
arkiv.dk
På adressen: www.facebook.com/sognearkiv kan du se arkivets indlæg i form af fotos, hvor mennesker i alle
aldre kommenterer på de mange registreringer af bygninger og mennesker.
Vi er en håndfuld frivillige i bestyrelsen for Sværdborg sognearkiv, og har du lyst til at hjælpe med at
registrere, er du velkommen. Det er vigtigt, at et arkiv overholder reglerne om beskyttelse af personlige
oplysninger. Ud over hensynet til personlige oplysninger påhviler det arkivet at sikre de indleverede
arkivalier på bedst mulig vis, så eksempelvis gamle dokumenter og billeder opbevares i syrefri kuverter.
Vi afholder i år Arkivernes Dag torsdag d. 1. november kl. 11-14 med fokus på Sværdborg sogne- og
friskoles 60 års jubilæum. I et klasselokale på skolen er fremlagt billeder og andre arkivalier omhandlende
den store institution i sognet, ligesom der vil være mulighed for en rundvisning. Arkivet byder på kaffe, the
m.m..
Forud for ovennævnte arrangement afholder Sværdborg sognearkiv den årlige generalforsamling kl. 10 i OIF
huset, Tinghøjvej 6, 4760 Vordingborg. Dagsorden ifølge vedtægterne, forslag bedes lagt i formand Morten
Frandsens postkasse, Dalkærvej 25, 4760 Vordingborg senest 29. okt. 2018.
Medlemskab af Sværdborg sognearkiv koster 100 kr. pr. husstand og 50 kr. for enkeltmedlemmer. Pengene
anvendes til arkivets drift og herfor aflægges regnskab hvert år på generalforsamlingen. Har du spsm eller vil
du godt besøge arkivet en dag, kan du skrive til Marianne på mail movervindinge@gmail.com for en aftale,
eller du kan ringe til Morten på 2029 3606. Øvrige frivillige medlemmer er Bente, Karsten, John, Kurt og
Thomas.
Ønsker du at være medlem, kan du indbetale til arkivets konto i Danske Bank 1551-0007923228, husk
at anføre tydligt navn og afsender.
Sværdborg friskole set fra de grønne arealer, der er legeområde for børnene på friskolen.