Sværdborg Sognearkiv Tinghøjvej 6 4760 Vordingborg

Paludans Planteskole 1909-1994 Blev grundlagt af Otto Edvard Paludan f. 1879. Han etablerede en virksomhed i Sværdborg sogn, som udviklede sig til succesrig planteskole og var den samlet set største arbejdsplads gennem tiden i sognet. Der er næppe en familie som i løbet af planteskolens levetid ikke havde berøring via et direkte arbejdsforhold eller indirekte ved at kende ansatte på planteskolen. Sværdborg sognearkiv har udgivet et årsskrift i 2019 om planteskolen, hvor blandt andre Erling Jensen (se nedenstående uddrag af hans beretning) samt Annelise Jacobsen, planteskoleejer Hother Paludans datter, fortæller. Man kan henvende sig til arkivet via mobil 29850944, hvis man ønsker at få bladet tilsendt. Desuden kan man via arkiv.dk – den landsdækkende digitale arkivsamling ved at søge på Paludans planteskole finde flere fotos og / eller arkivalier om planteskolen. Uddrag af interview med Erling Willum Jensen f. 1924. Jeg er født i 1924 og startede som prokurist, som bogholder på kontoret hos Paludans i oktober 1943, hvor jeg blev ejerens, Otto Paludans, nærmeste medarbejder og højre hånd. I løbet af de første otte dage lærte jeg alle navnene på planterne – både de danske og de latinske navne. Og det blev den gamle Paludan meget imponeret over. Otto havde tilbragt flere år i Tyskland, hvor han vandrede fra det ene hjørne til det andet, det var kutyme førhen, at man gik efter arbejdet og for at få erfaring. Og han talte ofte om sine unge år i Tyskland, hvor han lærte plattysk. Det grinede de af i Tyskland, da han kom længere sydpå. Men under 2. verdenskrig afværgede hans plattysk en alvorlig kontrovers. For der kom en dag en tysker for at undersøge alting, men da han hørte Ottos plattysk, så blev de nærmest gode venner. Der var gemt våben på loftet i nogle frugtkasser, men dem fik de heldigvis aldrig set. De kiggede på frugtlageret, og der spiste de af æblerne, det lod Otto dem gøre. Det var de glade for, og så kørte de igen. De var kommet, fordi Paludan havde lånt sin nye fine moderne bil ud til en svigersøn, Alex Svensson. Otto havde købt den i 1938 og da tyskerne kom til i 1940, blev den først klodset op. Og så blev den sendt til svigersønnen, Alex Svensson, som havde et autoværksted, og han lånte den så ud til modstandsbevægelsen. De kørte i grøften med den bil, og så ringede svigersønnen til Falck, som dengang blev aflyttet af tyskerne. Så da de nåede frem til bilen, var tyskerne der allerede. Ottos yngste søn, Peiter og Axel Svensson var også med. De var med, dengang tyskerne skød en mand fra modstandsbevægelsen, hvor de flygtede fra tyskerne. De havde udført sabotage, og det havde tyskerne fået nys om. En af dem blev ramt, en tidligere politibetjent. De fortsatte med arbejdet med at opsamle nedkastede våben fra englænderne, de blev gemt i en gravhøj, som lå på planteskolens jord (Næs). En skønne dag kom en tysk soldat og ville have adgang til gravhøjen. Men konen på gården var kvik og sagde, hun ikke havde nøgle, så han måtte komme igen en anden dag. De blev enige om, at han skulle komme om en uges tid. Og så skyndte de sig i mellemtiden om natten at få fjernet det, der lå gemt der. Men Hother og jeg måtte ikke gå ind i modstandsbevægelsen for den gamle Paludan, for han ville ikke risikere, der skete noget med planteskolen. Så vi var kun med til at dele lidt flyveblade ud, dem trykte jeg på en gammel trykkerulle, vi havde dengang. Den gamle Paludan hed Otto til fornavn, han var en flink mand, et ualmindelig rart menneske. Han blev gift med Else Marie, og de fik Hother (1906) samt fire børn mere: Else Marie, Knud, Erik og så Otto Helge, som gik under navnet Peiter. Dengang havde bedre folk ofte kælenavne, og Peiter drev frugtplantagen hernede på Vikærgård (= Orebyvej 13). Men da Otto Paludan kom hjem til Danmark efter de år i Tyskland, slog han sig sammen med en anden planteskolemand, som han havde været på forstplanteskole med i Tyskland. De startede en forstplanteskole i Fåborg. De blev ikke uvenner, men efter fire år ville Otto Paludan have sit eget. Han søgte mod Sjælland og fandt denne ejendom i Remkolde (Tjørnhøjgård, Ålekistevej 1). Med ret god jord som var let og desuden sandet. Den lå op af Barmosen, den var egentlig udmærket som planteskole. Han fortalte, at han startede planteskolen i 1908 (= officielt 1909). I 1915 købte han flere områder og igen i 1942 heriblandt Dalgården og Næsgården, for man skal helst have ny jord at plante i hvert andet eller tredje år. Han solgte aldrig jord, og det gjorde hans søn heller ikke. Jeg er nok den eneste, der har købt jord af planteskolen. Jeg fik lov at vælge et stykke, så jeg valgte denne grund (Stubyvej 53). Han (Hother Paludan) overtog efter sin fars død i 1951, og det blev gjort på en lidt kringlet måde. For Otto P. havde lavet det om til et aktieselskab ca. 1945, hvor han selv havde alle aktier på i alt 500.000 kr. Så skulle hver af hans fem børn have 100.000 kr. i aktieandel. Men det viste sig, at de ikke kunne blive enige med Hother, han var en meget dygtig planteskolemand. Han havde været i England og lært planteskoledrift og mente, virksomheden skulle drives med grundstammer til roser og frugttræer. Men det viste sig siden at være for lidt. Så vi gik lidt efter lidt over til at handle med skovplanter. Vi havde statsskovene, militæret, kommunerne og kunder over hele landet. Det var en planteskole i vældig god drift, da jeg kom til. Men det blev ringere efterhånden, og det var fordi, staten lavede en planteskole i Humlebæk, som overtog alle de offentlige bestillinger. Det var nogle unge planteskolefolk, som havde fået benene indenfor i landbrugsministeriet. De tog alle kunder fra staten, altså alle statsskovene, som ellers havde været vores største kunder, de forsvandt lige pludselig. Så efter den gamle (Otto P.) var død i 1951, fik vi et slag over snuden, men vi dyrkede stadigvæk grundstammer til planteskolerne, det er de planter, man planter ud og siden poder. Der havde vi hele landet som kunder, indtil der var andre, der opdagede, at det var en god forretning. Så mistede vi først Jylland og så Fyn. Så kompenserede vi med at opdrætte skovplanter. Men også det gik nedad, for hvert år blev der uddannet nye planteskolefolk. Der var omkring 30 planteskoler dengang, og vi beskæftigede helt tilbage et halvt hundrede mennesker. Otto P. fandt nogle unge og raske folk som Carl Frandsen, Hans Larsen, Gunner Henriksen, sidstnævnte boede på et lille parcelliststed mellem Over Vindinge og Klarskov. Det var virkelig gode folk. Carl Frandsen havde været Niels Buch gymnast og skulle have været med til Amerika men kunne ikke skaffe pengene. Han fortsatte på planteskolen, til han var over 70 år. Af kvinder var der Anna Sørensen, Else Petersen fra Klarskovvej, Margrethe, de arbejdede der i mange år, Hother tog så et nyt hold, da han kom til. Han beholdt dog de gamle som Hans Larsen og Carl Frandsen, de var startet som drenge oprindeligt. Man tjente godt på Paludans planteskole dengang, ellers tjente folk kun godt en krone i timen og havde 54 timer om ugen. Der blev oprettet en bank i Klarskov, Andelsbanken, der sendte vi pengene hen. I begyndelsen sad vi og puttede lønningerne i poser hver uge. Hother ville have, at folk skulle bestille noget, så de fik akkordløn, hvor de tjente 2-300 kr. om ugen. Det var rigtig godt betalt arbejde men også hårdt arbejde. Vi havde også frugtplantager, de lå oppe ved Klarskov. Man kan jo ikke drive planter på samme jord, den skal have lov at hvile. En plante som Sorbus Intermedia, den kan man først plante 35 år efter første gang, for jorden bliver træt og skal hvile. Næsten alle planter i Roqya- familien såsom roser og frugttræer skal have lang omløbstid. Den gamle Paludan prøvede at lave et arboret, en plantesamling, men da Hother kom til, så fjernede han faktisk næsten det hele, for han ville hellere udnytte jorden. Der står stadig nogle af de sjældne træer af Meta Sekoia Gigantia, dem vi kender fra Californien, som man kan køre igennem med en bil, de er så 3000 år gamle. De ældste derovre kan blive op til 130 m. høje, hvor de første grene kommer 70 meter oppe, dem har vi nogle stykker af her. Jagthytten, som Otto fik til sin 70 års fødselsdag, ligger heroppe i nærheden af poppeltræet (=Stubyvej). Unge Otto Paludan døde i starten af 1990’erne, jeg havde talt med ham om lørdagen, og da jeg kom om mandagen, så fortalte de, at Otto var død. Jeg arbejdede der, indtil jeg var 70 år, så sagde jeg op. Et par år efter kom de og bankede på min dør og ville høre, om jeg ville starte igen. De havde altså brug for mig, det var direktøren for Hedeselskabet. Han troede, at jeg kunne få kunderne tilbage, for jeg havde jo god kontakt til alle skovridderne. Det er sådan med plantekunder, at en skovridder finder en planteskole, han har tillid til. Og vi havde kunder i næsten alle skove i Danmark. Normansgran-frø skaffede jeg fra Kaukasusområdet i Rusland. Jeg fik kontakt med en tysk frøhandler, han købte fra Ambro Lauri-området – en bestemt skov ved navn Tslugi, der var meget fyldig. Normanns-gran frøet derfra blev til sidst vores vigtigste salgsvare, og det var os (Paludans), der indførte Normanns gran til Danmark. Jeg overtog det med frøene efter den gamle Paludan. Min far havde en landbrugsejendom på Møn, og vi havde en skov i Ulvshale, så jeg kendte det med planter ret godt. Som anført er dette uddrag af interviewet med Erling Willum Jensen, der i sin helhed er dobbelt længde af ovenstående, hans fortælling om Paludans planteskole er det længste interview Sværdborg sognearkiv har registreret.